Det er bare verdens undergang

InstruktionXavier Dolan

MedvirkendeLéa Seydoux, Marion Cotillard, Vincent Cassel, Gaspard Ulliel, Nathalie Baye

Længde95 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen23/03/2017

Anmeldelse

Det er bare verdens undergang

3 6
Det er bare et opkog

Det var tidligt. For tidligt! Xavier Dolan er kun 27 år. Alligevel sender han nu et opsamlingsalbum på gaden. “Det er bare verdens undergang” er ‘Greatest Hits of Dolan’, et opkog og geniets hidtil svageste udspil i en teater-filmatisering, der viser, hvorfor det er film, som Dolan er så dygtig til.

Det begynder som i det store gennembrud, “Tom at the Farm”. En ung mand ankommer til et øde familiehus. Her bestemmer mor. Sådan er det altid hos Dolan, der satte mor-komplekserne på spidsen i den seneste og bedste med titlen “Mommy”. Mor og fravær af far skal med på en ‘Best Of’-opsamling. Hun er det bedste og værste, som da han debuterede med “I Killed My Mother”. Denne gang er det en hjemkomst til mor, bror med hustru og så søster. Det er 12 år siden.

Inden hjemkomsten har Dolan drillende åbnet med teksten: ’Et sted for et godt stykke tid siden'. Det er et eventyr. For alle, men alligevel personligt. Den sky, homoseksuelle kunstnersjæl, der skriver skuespil til teatret, er nemlig næppe langt fra Dolan selv, selv om han denne gang ikke selv spiller sig selv. Men selv om det på teater-papiret er personligt, så er “Det er bare verdens undergang” Dolan holdt ud i den hidtil mest strakte arm.

Måske skyldes armslængden den opgradering, som Dolan har lavet på sit skuespilhold. Han selv og mindre kendte navne er erstattet med de måske tre hotteste i fransk film; Vincent Cassel, Léa Seydoux og Marion Cotillard samt “Laurence Anyways”-kendingen Nathalie Baye som matriarken. De er alle vant til at være navnet. De vil og skal have lov til at spille. Stort. Som på teatret. Monolog med fagter, råb og inderlighed. Hver især indtager de scenen på skift, hvor de konfronterer Louis med hans fravær. Hvem tror du, du er!?

Den slags dør på filmscenen. De mange dygtige stjæler og kvæler luften. De kvæler det særegne Dolan’ske, der kun får lov at kigge frem fra det tunge teatralske forlæg, når Louis trækker sig alene tilbage. For sig selv. Der får han og Dolan plads. Til pludseligt at bryde ud i et kitschet nummer. O-Zones “Dragostea Din Tei” spiller op; ’Numa numa iei!'. Det er for sent til at være et hit, men for tidligt til at være godt. Kun Dolan tør den slags. Som han gjorde det med sit soundtrack født i 1990’erne i “Mommy”. Nu gør han det igen.

Jeg forstår godt fristelsen til en let fan-pleaser, hvor de gamle hits genindspilles featuring tidens største stjerner. Xavier Dolan laver film med Cassel, Cotillard og Seydoux. Jeg er på! Indtil jeg så og indså, at det bare er et opkog af fem bedre film.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Efter tolv års fravær vender skuespilforfatteren Louis tilbage til sin hjemby for at fortælle sin familie at han snart skal dø. Familien tager imod ham, men både nye og gamle problemer og gnidninger ulmer og blusser op i løbet af besøget. Louis’ fravær har ikke mildnet de problemer han rejste fra, og han har uden at vide det, gjort det endnu sværere for sin bror og svigerinde, søster og mor at holde livet og hinanden ud, ved ikke at være der.

Louis’ besøg er også et besøg i barndommens
og ungdommens erfaringslandskab. Og et
måske håbløst sentimentalt forsøg på at
forlige sig med livet – og familien.