I hovedrollerne har Grant den sædvanlige sarkastiske lune og komiske timing, der gør, at han selv i dårlige film aldrig selv er decideret dårlig. Sværere er det for Sarah Jessica Parker, der overspiller grimt gennem flere scener og virker besynderligt udtryksløs i andre. Man er fristet til at tro, at mængden af plastikkirurgi og Botox har dræbt hendes ansigtsudtryk. Hendes fremtoning er i hvert fald tiltagende underlig og maskeagtig. I det mindste ligner Grant en på sin egen alder.

Plottet følger sin forudsigelige gang, hvor alle elementer falder lidt for pænt på plads. Hvis en skuespiller har vist evner med en riffel, skal det naturligvis bruges senere; hvis en er dygtig til at kaste med en hestesko, bliver det afgørende osv. Morderen finder naturligvis ud af, hvor parret gemmer sig, således at vi kan have et endeligt opgør, men inden da han man for længst mistet enhver form for interesse i parret og kan besvare filmens spørgsmål: “Did You Hear About the Morgans?” med et resignerende: ”Ja, det har jeg, men jeg ville ønske, jeg havde været fri.”