Disorder
Udgivet 2. aug 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Man havde set det komme, men det er stadig svært at acceptere. Ikke engang elitesoldaterne, actionfilmens go to guys for heroisk klippefasthed, er fredede. Realismen banker på med PTSD og triste skæbner. Manden i munkeklostret, der indvilger i ‘one last job’, er blevet til gutter, der kører rundt i en gammel Golf og faldbyder sikkerhed til de rige og magtfulde. Skridtet lige over diskoteksdørmand, men med samme smarte headset og forvrængede opfattelse af egen professionalisme. “Disorder” er turen hjem fra Oberst Kurtz’ flod med bagagen fuld af paranoia og eksotiske piller.
Alice Winocour skildrer et ubehageligt institut-Frankrig med halvhjertede psykologsamtaler og uendelige hvide gange. For at fordrive tiden, indtil de slipper ud, arbejder Vincent og hans soldaterkammerater som sikkerhedsvagter for suspekte rigmænd med store godser. I et af dem sidder Diane Kruger og filer på den gamle sang, at rige mennesker har flere penge og flere problemer. Scenen er sat vrængende klassisk, måske netop fordi Winocour vil vise en anden retning end ‘bidsk ulv, der varmer op under isdronning’.
Der er jo ikke noget galt, tænker man. Hvem skulle også gide overfalde en trofæhustru og et lille barn. Den realistiske iscenesættelse skruer godt op for skepsissen. Verden er jo ikke en actionfilm. Tænker man. Men så er der alligevel et eller andet, der pusler i haven. Winocour spiller på balancen mellem frygten og fornuften. På de mørke timer alle har haft, hvor historier om kidnapning og hjemmerøveri får én til at smide billetten til Alternativets venskabspandekagebagning og tegne et DF-medlemsskab med inkluderet sikkerhedsdør og våbenskab for 1275,- årligt.
Alice Winocour gør brug af få midler til at skabe en fremragende anti-krigsfilm. Med et grimt spejl af os, der sidder til det sidste og håber på at se soldaten spænde musklerne og dræbe nogle slemme, mørkklædte mænd. Der er ikke nogen helte og slet ikke nogen vindere. Den psykiske vold, der følger den fysiske, binder “Disorder” ind i et uldent tæppe af medicindæmpede følelser. Der er i den grad tale om “Disorder”. Både i os selv og i verden derude
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet