Blodspor i sneen

Den norske zombiekomedie “Død sne” er noget så sjældent som den første af sin art fra det høje nord. Måske er det også hovedårsagen til de mange rosende anerkendelser på både filmfestivaler og anmeldere verden over. For når det kommer til stykket, så har d’herrer Stig Frode Henriksen og Tommy Wirkolas halvanden times dosering af fladpandet fjeldabekomik og udpenslede splattereffekter nu ikke så alverdens meget at byde ind med.

Plottet er såre hurtigt genfortalt. Otte medicinstuderende har lagt i kedlen til en skitur i de afsidesliggende norske fjelde, hvor det i hvert fald ikke skal gå stille af sig. På forhånd er forventningerne lige høje hos både hankønner og hunkønner, hvori sex, ski og sprut i stride strømme gerne skulle være faste bestanddele. Og kedeligt bliver det bestemt heller ikke. Men nok ikke på en måde, de helt havde forventet. En gammel vandrehistorie hidrørende fra Anden Verdenskrig vil vide, at egnen omkring den skihytte, hvor ungdommerne midlertidigt skal residere, er hjemsøgt af en større flok levende døde nazisoldater. Og det får betydning for gruppen.

Under krigen, der blev afsluttet adskillige årtier tilbage, plyndrede og voldtog en deling soldater de lokale indbyggere, indtil det blev disse for meget, og den tyske fjende blev skræmt bort og slutteligt frøs til døde i de vinterkolde kulisser. De zombielignende tyske ådsler glemte imidlertid aldrig tankerne om det tyvegods, de dengang havde erhvervet sig, og en enkelt harmløs handling fra de ferierende norske studiekammerater synes derfor at sætte en kædereaktion af handlinger i gang på den baggrund. På kort tid må de i hvert fald se sig omringede af afrevne lemmer og blodhungrende nazizombier i hobetal.

Så langt så godt. Alligevel bliver “Død sne” aldrig det dødsridt, som titlen ellers umiddelbart forvarsler. Manuskriptet er kluntet formuleret og strikket sammen af de mest velkendte klicheer inden for genren. Derfor er det heller ikke svært at regne ud, hvad der kommer til at hænde de nødstedte nordmænd eller for den sags skyld, hvem der er den første til at ryge i fedtefadet hos de aggressive tyske stormtropper. De to norske ophavsmænd til filmen har tydeligvis en fascination af filmmediet, som er dem vel undt. Og inspirationen fra andre (og større) forbilleder fornemmes også undervejs. Men hvor er det dog set meget mere elegant udført hos andre. Ikke mindst hos en af de tos absolutte forbilleder – Quentin Tarantino.

Det store trækplaster ved “Død sne” skulle angiveligt være den kulsorte komik. Og jo, den springer da indimellem frem som en underholdende hyggeonkel til familiefesterne. Men for langt det meste er den blot en anstrengende gæst, som slår sig på låret over tyndslidte og forældede vittigheder, der i øvrigt bevæger sig langt under bæltestedet. Til gengæld er de panoramiske vidder prangende og indbydende, frastødende og gudsfrygtige på samme tid. Det rokker dog ikke voldsomt ved, at “Død sne” er ligegyldig drengerøvslir uden evnerne til at adskille sig fra mere vellykkede og fortrinsvist amerikanske forgængere.

Et af de punkter, hvor “Død sne” havde mulighed for at gøre en forskel, er i figursyningerne. Desværre lever de otter centrale aktører helt op til forestillinger om de handlemønstre, de forventes at udføre. Samtidig kommer man som tilskuer aldrig ind under hud og hår. Det betyder nu heller ikke det helt store. Filmens dagsorden taget i betragtning så handler det blot om at nedkæmpe en hastigt voksende zombiehær – eller selv at blive nedkæmpet. For publikum kan det egentligt ikke gøre den store forskel. “Død sne” er nemlig blot hjernedød underholdning.

Video

Filmen præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 1.85:1-format, som generelt tager sig glimrende ud og desuden suppleres flot af de prægtige og sneklædte vidder. Der er ikke tilfælde af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens en vis mathed ind imellem kan spores. Samtidig er både farvetemperatur og kontrast stabile faktorer, der højner et overordnet set flot transfer.

Audio

Også lyden gør sig godt. De norsksprogede Dolby Stereo 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor er tydelige i dialogen, der desuden ikke plages af overstyringer af nogen art. Underlægningsmusikken er stemningsfuld og lydeffekterne distinkte, mens atmosfæren dog godt kunne trænge til et friskt vindpust.

Ekstramateriale

Ud over de to norskklingende kommentarspor med henholdsvis plotbagmændene Stig Frode Henriksen og Tommy Wirkola samt et par af hjernerne bag filmens special effects rummer ekstramaterialet både en teaser, en trailer og et kortere indslag fra filmens deltagelse ved sidste års Sundance Film Festival. “Slaughter” er et kortere bidrag, som kredser om en specifik scene, der – som titlen antyder – handler om nedslagtning af en større flok nazizombier, mens det reelle trækplaster er seks kortere spots med en samlet varighed på halvanden time. De går bag om filmen, optagelserne, locations, sminke med mere. Et jævnt udvalg, der ikke imponerer.