Røvtur på 2. klasse

”Er det her en decideret genindspilning af ‘Røvtur på 1. klasse’?” spurgte min sidemand mig til pressevisningen af “Due Date”, og hans forundring er ikke svær at forstå, for selv om filmen teknisk set ikke er en genindspilning, så fortæller den stort set den samme historie på stort set den samme måde.

Filmen får derfor også hurtigt gevaldigt meget at leve op til. “Røvtur på 1. klasse” (eller “Planes, Trains and Automobiles”, som den hed på engelsk) var en af 80’erne allerbedste amerikanske komedier – hvis den da ikke ligefrem var den bedste. Ved at følge den så tæt har “Due Date” lagt op til et hårdt sammenligningsgrundlag, men det er immervæk også et selvforskyldt et af slagsen.

“Røvtur på 1. klasse” handlede om en stivnakke, spillet af Steve Martin, der pga. en række uheldige episoder ender med at rejse gennem USA sammen med den temmelig belastende John Candy, som har anlæg for at blive opsøgt af katastrofer. I denne version af historien spilles Steve Martins irritable figur af Robert Downey Jr. Han står netop over for at blive far for første gang og er med al hast på vej hjem til sin kone i tid i fødslen. Her støder han imidlertid ind i den noget specielle Ethan, som spilles af Zach Galifianakis, der dermed overtager John Candys rolle. De to får ved et uheld byttet rundt på kufferterne, og inden længe må Downey forklare til tolderne, hvorfor der er ulovlige stoffer i hans taske. Det er dog kun det første blandt adskillige uheld, og snart må Downey se sig nødsaget til at følges med den anstrengende uheldsfugl, mens han febrilsk forsøger på at komme hjem til tiden.

Det bliver ikke overraskende en prøvelsernes tur, men at filmen låner så meget fra en elsket nyklassiker er dog ikke ensbetydende med, at den ikke selv også bidrager med nogle hæderlige grin. Robert Downey Jr. fremstår umiddelbart noget fejlcastet i rollen. I forhold til den kontrolfikserede Steve Martin virker han alt for tilbagelænet, men Downey viser sig hurtigt at falde glimrende ind i figuren alligevel. Mere problematisk er Zach Galifianakis’ andel. Ganske vist besidder han et ubestrideligt komisk talent, men hvor John Candy var uimodståeligt elskelig, virker Galifianakis slet ikke så rørende hjælpeløs. Man køber aldrig rigtig præmissen om, at han ikke laver al balladen med vilje.

Filmen er instrueret af Todd Phillips, som senest høstede stor succes med “Tømmermænd i Vegas”, hvis anarkistiske humor gjorde den til en uventet fornøjelse. Man fornemmer lidt de samme anslag i “Due Date”, og her er bestemt også stunder så absurde og usmagelige, at man må overgive sig til latteren. Filmen er dog mest skæg i de stille stunder, hvor humoren får lov til at udspringe naturligt af situationerne , hvorimod den til gengæld er larmende usjov, når den nærmer sig overdrevet. En episode i Mexico falder særligt fladt til jorden.