Eagle, The
Udgivet 24. mar 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Stålfaste legionærer, der må kæmpe mod vilde barbarer i fremmede lande, hvidklædte senatorer med fortrinlige talegaver og blodtørstige stridsvogne, der nådesløst kværner fodfolk ned. Ja, de klassiske filmhistorier fra det gamle Rom er fulde er medrivende billeder, men i lang tid har de moderne udgaver været domineret af et overforbrug af slowmotion-effekter og copy/paste-slagmarker med digitale soldater.
Filmen centrerer sig om den unge romerske officer Marcus Aquila, som bærer på en tung byrde. Hans far stod i sin tid i spidsen for en hel legion, der marcherede ind i Britanniens mørkeste hjørne blot for at forsvinde sporløst. Med dem forsvandt også den legendariske gyldne ørn, som var et symbol på Roms storhed, og skændslen over at have mistet ørnen hænger over hovedet på Marcus som et damoklessværd: Den tvinger ham til konstant at demonstrere sit mod og sin ære ved at opsøge de mest livstruende opgaver. Ved et blodigt slag såres Marcus dog alvorligt, men da han hører rygter om, hvor guldørnen befinder sig, beslutter han at vove sig ind i det livsfarlige land, kun i selskab med sin tro slave Esca.
Kevin Macdonald, der tidligere bl.a. har stået bag “State of Play” og “The Last King of Scotland”, har heldigvis et talent for at skabe vedkommende personkarakterstikker, og selvom han har den temmelig kedelige Channing Tatum i hovedrollen, så formår Macdonald faktisk at få skabt en hovedperson, hvis skæbne man interesserer sig for. Macdonald er også snarrådig nok til at holde fokusset ved det omskiftelige herre/slave forhold mellem Marcus og Esca, og den ellers så obligatoriske kærlighedsinteresse skæres fornuftigt helt fra. Dette er stram, økonomisk historiefortælling uden de store armsving, men også uden antydningen af overflødig fedt på sidebenene.
Anthony Dod Mantles Oscarvindende talent lader sig heller ikke fornægte her, og rejsen ind i det gamle Britannien har en autentisk følelse, der gør hele herligheden spændende at være vidne til. Kun filmens sidste minutter falder lidt til jorden, da venskabet mellem de to helte til forveksling kommer til at ligne noget fra “I Love You, Man” eller “Superbad”. Men okay, inden da har de to overvundet utallige farer, besejret horder af fjender og delt en rå rotte til aftensmad. Selv stålfaste romerske soldater kan trænge til en lille krammer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet