East, The
Udgivet 3. jun 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
En ung kvinde forsvinder. Dette er ikke, selvom det lyder sådan, starten på endnu en politifilm om den nådesløse jagt på en gal seriemorder. Nej, en ung kvinde forsvinder, fordi det er hendes job. Jane er ansat i et af den slags utroligt hemmeligheds- og magtfulde sikkerhedsfirmaer, som det amerikanske samfund er fuldt af, hvis man skal tro thrillerhåndbogen for Hollywood. Hendes iskolde chef bliver hyret af nogle andre iskolde magtmænd til at infiltrere en samling miljøaktivister, der er så radikale, at det grænser til terrorisme. Jane skal blive til Sarah, farve sit hår og sige farvel til kæresten. Det gør hun i et snuptag. En ung kvinde forsvinder, men modsat de mange politifilm er vi med hele vejen. Det er så fremragende, at jeg aldrig var sikker på, om hun kom tilbage.
Sarah, eller Jane, alt efter temperament og evne til at holde styr på falske identiteter, finder selvfølgelig hurtigt frem til den superhemmelige gruppe. Selvom det er lidt overfladisk skildret, som hvis man skralder lidt bag Irma, skal man nok få kontakt til nogle økoterrorister, er fokus ikke på det minutiøse opsporingsarbejde, men mere livet som et alias i en gruppe af alias’er. Ingen er deres eget jeg, alle i The East er opdigtede personer, som deres opfinder har brugt til at flygte fra noget. Anonymiteten er et helle, og derfor er det også fristende for Jane at lægge sig ned og få organiserede gruppekrammere og blive madet med linsesuppe af sidemanden. Mærkeligt nok bliver det helt plausibelt, at denne samling udskud kultisk tilbeder Alexander Skarsgårds karismatiske leder, Benji, og går med på hans frelste vrøvl.
Det samme er spændingen. Alt er holdt i en uroligt rolig kameraføring med fokus på anspændte blikke, og manuskriptet spytter bister mistænksomhed i alle retninger. Det interessante er, at både sekvenserne, hvor gruppen udfører aktioner og Janes forsøg på at skjule sin identitet, fremkalder høj puls. Det er elegant udført, når man kan få svedige håndflader over en undercover-agent, der går under-undercover, når gruppen snyder sig ind til et medicinalfirmas reception. Ja, det er nærmest “Inception” om igen bare uden drømmedrugs og folk, der går rundt med hovedet nedad. Men stadig med Ellen Page og en fortælleteknisk overlegen leg med opfattelsen af den iscenesatte virkelighed.
Det er længe siden, jeg har set noget så grundlæggende spændende som “The East”. Det er heldigt, når man også skal sluge alt det der med virkelighedens moralske dilemmaer og andet alvorligt sammen med sin co2-neutrale, økologisk bæredygtige chokoladestang. Filmen lader ikke miljøproblematikker drukne historien, men bruger i stedet små dryp af den ubehagelige syre, der hedder selverkendelse. Samfundet har brug for nogen, som tager affære og ikke bare lader stå til. Av, det gør ondt at sidde og tage sit liv op til overvejelse midt i en grum og grumt underholdende thriller. Vi burde sgu skralde lidt mere! Vi burde sgu give hinanden nogle krammere! Det giver mening, jeg kan lide det. Vi burde sgu forgifte nogle medicinalbosser! Den har jeg det noget sværere med. Jeg er nok ikke klar til at forsvinde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet