Fire præster og en nonne sidder i et hus

Det lyder næsten som begyndelsen på en vittighed: En nonne og fire katolske præster sidder i et hus. Hvis det da ikke var, fordi en femte præst ankommer, bliver afsløret som pædofil og skyder sig selv. Der er ikke meget at grine af i Pablo Larrains “El Club”, hvilket er et fint fremskridt i forhold til den gøglede Pinochet-satire med titlen “No” fra 2012. Denne gang er det alvor for Larrain.

Det afsløres allerede med et indledende citat fra den første Mosebog: ’Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket,' lyder alvorligheden. På sin vis bliver “El Club” en udfordring af Mosebogens citat. Her er lyset ikke skilt fra mørket, men en del af det. Vatikanet har ellers gjort sit for at holde de mørke synder adskilt fra lyset. For fire årtier siden blev syndige præster sendt i eksil. Som de fire i huset, der alle har vist interesse for enten mænd, børn eller blot hevet hårdt i banditten. Det må man ikke, bliv inde i skabet – eller som her i huset.

Her har de levet fredeligt i en chilensk strandvaskerby. Bedt en bøn, drukket lidt vin og spillet penge på ‘familiens’ væddeløbshund. Ingen lange, varme bade dog – nonnen tolerer ingen kødelig synd! Men selvmordet er dårlig omtale for kirken. De gamle, syndige sår rives op – en fremmede kommer til byen. En jesuit sendt af Vatikanet. Nu skal der bekendes, hvilket nærmere virker som en afhøring, når den mørkskæggede alvorsmand sætter de fire i skriftestævne én efter én. Men ikke alle vil bekende en synd. Er det virkelig kirkens rolle at dømme seksuelt afvigende? Burde den ikke i stedet trøste de utrøstelige, spørger de fire og “El Club” humanistisk velmenende.

Instruktør Larrain er glad for at lege med sit udtryk. I “No” var billedformatet uforklarligt kvadratisk, hvor det her i “El Club” primært holdes i et klaustrofobisk frøperspektiv badet i et tåget linselys med rigeligt med lens flare. Denne gang er der dog mere mening med legen. Det tågede look giver en drømmende effekt, imens det underdanige frøperspektiv understreger de fires afmagt. De er fanget. I huset. I deres kødelige hylster, der altså er udstyret med lyst til noget, som deres religion forbyder dem.

Til at sætte endnu mere kolorit på den usjove vittighed bliver en misbrugt og misbrugende trækkerdreng introduceret. Han nægter at holde kæft. Han råber ud over byen om den guddommelige sæd, han har slugt fra den afdøde præst. Her sættes dilemmaet alvorligt på spidsen for den regelrette jesuit. Skal alt frem? Skal alt bekendes? Også kirkens egne synder? Eller skal Vatikanet, systemet forsvares for at holde på sit tabende ansigt? Hykleri er lige så stor en del af den katolske kirke som arvesynden og Peterskirken, siger “El Club”.