Family Guy slår igen

Umiddelbart lød det som en af kulturhistoriens bedste ideer nogensinde, da folkene bag “Family Guy” annoncerede, at de ville producere et langt specialafsnit baseret på George Lucas’ allerførste “Star Wars”-film. Efter et par ujævne sæsoner var komedieseriens forfattere omsider tilbage i topform, og når “Family Guy”-bagmændene kører i højeste gear, er der altså praktisk talt ingen, som kan overgå deres joviale jokes. Tanken om tre kvarters muntre “Star Wars”-referencer var næsten så pirrende, at fans begyndte at savle.

Men ak… “Blue Harvest”, som episoden blev døbt (en reference til den hemmelige arbejdstitel, som “Jedi-ridderen vender tilbage” gik under), var noget af en fuser. En middelmådig episode, der hurtigt løb tør for ideer og vittige vitser. Det gik endda endnu værre, da forfatterne begik deres animerede cadeau til “Imperiet slår igen”: “Something, Something, Something, Dark Side”, hvori der var endnu længere mellem snapsene. Kritikken afskrækkede dog ikke seriens skaber, Seth MacFarlane, fra at udtænke et tredje “Star Wars”-relateret afsnit – denne gang i form af en parodi på “Jedi-ridderen vender tilbage” med titlen “It’s a Trap!”. Har seriens forfattere endnu en gang skudt forbi målet? Eller har den tredje gang vist sig at være lykkens gang?

“It’s a Trap!” er gudskelov den bedste del af MacFarlanes egen, forskruede udgave af “Star Wars”-trilogien. Den har ganske vist kun få jokes, som fremtvinger larmende latterbrøl, og ligesom dens to forgængere formår den ikke helt at holde gejsten oppe i knap en time, men der er langt mindre overflødigt fedt og langt færre ineffektive vitser i denne omgang. Faktisk er det svært at mindes én eneste decideret dårlig vits, og selvom de fleste sketcher blot fremtvinger mild kluklatter eller træk på smilebåndet, keder man sig aldrig. MacFarlane og Co. skyder måske nok med spredehagl, men de rammer plet gang på gang.

Ligesom de to tidligere episoder bruger “It’s a Trap!” også en god portion tid på at genskabe sit forlægs ikoniske sekvenser uden samtidigt at parodiere dem. Gengivelsen af det endelige slag mellem imperiets flåde og rebellernes skibe er en imponerende bedrift – en smuk sammensmeltning af håndtegnet animation og computergenererede billeder. Ja, “It’s a Trap!” er uden sammenligning seriens flotteste afsnit, og man kan tydeligt mærke tegnernes forkærlighed for George Lucas’ univers i hver eneste scene, hvor alt fra originalfilmens mindste visuelle detaljer til skuespillernes oprindelige gestikulationer gengives uhyre præcist. John Williams’ grandiose originalmusik bruges fornemt, og serien har heller aldrig lydt bedre.

Det er dog afgjort en fordel at have et indgående kendskab til både “Star Wars” og “Family Guy”, da det ofte er de to franchises mest obskure karakterer og øjeblikke, som latterliggøres – lige fra kejserens kuriøse dialekt til Yodas pudsige trang til at gentage Lukes navn. Men pudsigt nok er det de jokes, som ikke berører “Star Wars”, der gør størst indtryk. En sidebemærkning om Elizabeth Hurley er slet ikke til at stå for, og det samme kan siges om den evindelige hån af Seth Green, som lægger stemme til familiens søn og i øvrigt står bag den herlige animationsserie “Robot Chicken”, som også skoses. Selv de obligatoriske pruttejokes er uimodståelige. Episodens åbningstekst beder seerne om at sænke deres forventninger ovenpå de foregående afsnit. Det har lykkeligvis vist sig at være en komplet unødvendig opfordring.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Omsider! For første gang nogensinde er et “Family Guy”-afsnit blevet produceret i widescreen, og det er en stor fornøjelse at se seriens flotteste billeder til dato i bredformat. En smule banding optræder indimellem, men bortset fra det er transferet praktisk talt fejlfrit. Farvegengivelsen er simpelthen perfekt, og det samme er kontrasten. Billedet er aldrig andet end knivskarpt, og hverken støj, snavs eller edge-enhancement forekommer nogensinde.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor imponerer også. Når imperiets store star destroyer flyver forbi kameraet i en af de første scener, brummer subwooferen så kraftigt, at man øjeblikkeligt føler sig til stede i det ydre rum. Under de mange actionsekvenser er der forbavsende mange effektive panoreringer, og lydeffekterne, musikken og replikkerne kommer klokkeklart igennem, og ingen af lydsidens elementer overdøver eller overdøves. Støj forekommer ikke, mens nogle af de mere stilfærdige sekvenser godt måtte have budt på et mere aktivt lydbillede i stil med det i forlægget.

Ekstramateriale

Seth MacFarlane og et væld af hans kolleger har indtalt et underholdende kommentarspor til filmen, hvor de bl.a. gennemgår flere af vitsernes oprindelse og annoncerer, at deres næste specielle projekt er en animeret parodi af “Star Trek II: The Wrath of Khan”. Vi glæder os allerede! Kommentarsporet er langt sjovere end et alenlangt uddrag fra en gruppe manuskriptforfatteres dyst i en “Star Wars”-udgave af Trivial Pursuit. Derudover medfølger få fraklip, storyboards og to korte dokumentarer, som gennemgår tegnernes arbejde og tilblivelsen af to udvalgte sekvenser.