Family Guy: It’s a Trap!
Udgivet 13. feb 2011 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Umiddelbart lød det som en af kulturhistoriens bedste ideer nogensinde, da folkene bag “Family Guy” annoncerede, at de ville producere et langt specialafsnit baseret på George Lucas’ allerførste “Star Wars”-film. Efter et par ujævne sæsoner var komedieseriens forfattere omsider tilbage i topform, og når “Family Guy”-bagmændene kører i højeste gear, er der altså praktisk talt ingen, som kan overgå deres joviale jokes. Tanken om tre kvarters muntre “Star Wars”-referencer var næsten så pirrende, at fans begyndte at savle.
“It’s a Trap!” er gudskelov den bedste del af MacFarlanes egen, forskruede udgave af “Star Wars”-trilogien. Den har ganske vist kun få jokes, som fremtvinger larmende latterbrøl, og ligesom dens to forgængere formår den ikke helt at holde gejsten oppe i knap en time, men der er langt mindre overflødigt fedt og langt færre ineffektive vitser i denne omgang. Faktisk er det svært at mindes én eneste decideret dårlig vits, og selvom de fleste sketcher blot fremtvinger mild kluklatter eller træk på smilebåndet, keder man sig aldrig. MacFarlane og Co. skyder måske nok med spredehagl, men de rammer plet gang på gang.
Det er dog afgjort en fordel at have et indgående kendskab til både “Star Wars” og “Family Guy”, da det ofte er de to franchises mest obskure karakterer og øjeblikke, som latterliggøres – lige fra kejserens kuriøse dialekt til Yodas pudsige trang til at gentage Lukes navn. Men pudsigt nok er det de jokes, som ikke berører “Star Wars”, der gør størst indtryk. En sidebemærkning om Elizabeth Hurley er slet ikke til at stå for, og det samme kan siges om den evindelige hån af Seth Green, som lægger stemme til familiens søn og i øvrigt står bag den herlige animationsserie “Robot Chicken”, som også skoses. Selv de obligatoriske pruttejokes er uimodståelige. Episodens åbningstekst beder seerne om at sænke deres forventninger ovenpå de foregående afsnit. Det har lykkeligvis vist sig at være en komplet unødvendig opfordring.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Omsider! For første gang nogensinde er et “Family Guy”-afsnit blevet produceret i widescreen, og det er en stor fornøjelse at se seriens flotteste billeder til dato i bredformat. En smule banding optræder indimellem, men bortset fra det er transferet praktisk talt fejlfrit. Farvegengivelsen er simpelthen perfekt, og det samme er kontrasten. Billedet er aldrig andet end knivskarpt, og hverken støj, snavs eller edge-enhancement forekommer nogensinde.
Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor imponerer også. Når imperiets store star destroyer flyver forbi kameraet i en af de første scener, brummer subwooferen så kraftigt, at man øjeblikkeligt føler sig til stede i det ydre rum. Under de mange actionsekvenser er der forbavsende mange effektive panoreringer, og lydeffekterne, musikken og replikkerne kommer klokkeklart igennem, og ingen af lydsidens elementer overdøver eller overdøves. Støj forekommer ikke, mens nogle af de mere stilfærdige sekvenser godt måtte have budt på et mere aktivt lydbillede i stil med det i forlægget.
Seth MacFarlane og et væld af hans kolleger har indtalt et underholdende kommentarspor til filmen, hvor de bl.a. gennemgår flere af vitsernes oprindelse og annoncerer, at deres næste specielle projekt er en animeret parodi af “Star Trek II: The Wrath of Khan”. Vi glæder os allerede! Kommentarsporet er langt sjovere end et alenlangt uddrag fra en gruppe manuskriptforfatteres dyst i en “Star Wars”-udgave af Trivial Pursuit. Derudover medfølger få fraklip, storyboards og to korte dokumentarer, som gennemgår tegnernes arbejde og tilblivelsen af to udvalgte sekvenser.
“Family Guy”-folkenes efter sigende sidste “Star Wars”-parodi (de gider angiveligt og forståeligt ikke spilde tid på de tre prequels) er den bedste af slagsen. Det vrimler ikke just med direkte geniale indslag, men man sidder alligevel med et stort smil på læben fra start til slut. BD-udgivelsens transfer og lydspor imponerer, og ekstramaterialet er udmærket, selvom man gerne ville have haft mere af det. Fans af “Family Guy” og “Star Wars” bør øjeblikkeligt investere i denne Blu-ray, og nysgerrige sjæle bør også give den en chance.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet