Allerhelvedes morsom satireInden “Family Guy” begyndte på amerikansk tv tilbage i 1999, var det nok de færreste, der havde forudset, hvor populær serien ville ende med at blive. “Family Guy” overlevede endda at blive skrottet efter blot tre sæsoners levetid. Rekordhøje dvd-salgstal vakte føljetonen til live igen, men ligesom så mange andre satiriske tv-serier har “Family Guy” mistet en hel del af sin drilske charme og humoristiske skarphed med årene. Især derfor er det en fornøjelse at gense føljetonens første sæson, der sammen med den umiddelbart efterfølgende årgang udgør seriens foreløbige storhedstid.

“Family Guy” er ofte blevet beskrevet som en sammensmeltning af sine formentlig to største konkurrenter: “The Simpsons” og “South Park”. Sammenligningerne er langtfra uretfærdige eller uforståelige, og måske var seriens genkendelige facetter og betragtelige antal konkurrenter blandt årsagerne til, at seriens popularitet ikke lå på kogepunktet helt fra start. Umiddelbart ser det også ud som om, at “Family Guy” besidder nøjagtig de samme arketyper som “The Simpsons”: En tumpet, men trods alt sympatisk far; en moder, der ofte fungerer som familiens moralske kompas; en lidt nørdet datter, der oftest holder sig for sig selv; en dreng, der er bagud i skolen og lidt af en ballademager… og så medvirker der også en lille baby i begge serier.

Men det kræver ikke mange minutters eftersyn for at spotte, at “Family Guy” adskiller sig væsentligt fra Matt Groenings udødelige successerie. Den største forskel på føljetonerne er formentlig tonen i “Family Guy”, der er mindre børnevenlig og mere spydig nøjagtig ligesom humoren i “South Park”. Karaktererne er som regel også stærkt ubegavede og sjældent decideret charmerende eller sympatiske. Ydermere er karakterdrevet humor en sjældenhed i seriens univers, og “Family Guy” benytter sig sædvanligvis af den antageligvis mindst kreativitetskrævende form for humor: Referencer til alskens film, serier, musikstykker og andre dele af den globale kulturskat.

Disse referencer optræder som regel i pludselige flashbacks, der sjældent udelukkende byder på elementer, som seriens bagmænd har opfundet. Men den manglende originalitet er i allerhøjeste grad til at leve med, eftersom “Family Guy” er allerhelvedes morsom. Alene mængden af humoristiske indfald er enorm, og knap nok har man fået tid til at få vejret igen efter et krampefremkaldende latteranfald, før der diskes op med endnu en morsom genistreg. Derudover veksles der fornemt mellem både simple, afvæbnende platheder og forbavsende intelligente jokes, der bevidner om ophavsmændenes politiske indsigt og sociale intelligens. Og så må man naturligvis ikke glemme seriens herlige musikalske indslag, der er lige så sjove, som de er velkomponerede.

Naturligvis er det for meget at forlange, at en serie som “Family Guy”, der serverer så uhyre mange vittigheder, altid skal være morsom, og det er den heller ikke. Familiens sjoveste medlem er uden tvivl babyen Stewie, der taler britisk engelsk og besidder de samme psykopatiske træk som Hannibal Lecter. Og godt nok er de ikke lige så charmerende som eksempelvis karaktererne i “The Simpsons” eller “Futurama”, men deres udprægede stupiditet og ekstreme fejlbarlighed bliver dét, der i sidste ende gør dem elskværdige.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. “Family Guy” ser godt, men ikke fantastisk ud på dvd. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, og hverken edge-enhancement eller snavs optræder. Men der er til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter, og hvis man afvikler episoderne på en progressiv skærm, vil man også spotte visuelle ‘ekkoer’, der skyldes et interlacingproblem. Selvom de fleste normale tv’er kan kompensere for problemet, vil man stadigvæk en sjælden gang imellem få en fornemmelse af, at objekterne og karakterernes bevægelser er lidt slørede.

AudioSkivernes Dolby Digital 2.0-lydspor er heller ikke just imponerende. Ganske vist ville man normalt ikke forvente, at en serie som “Family Guy” ville sætte ens lydanlæg på nogen gevaldig prøve, men det er en skam, at serien ikke lyder en anelse bedre. Dialogen er som regel tydelig, men overstyring hænder til tider. Andre former for støj er yderst sjældne, men man savner også en mere mærkbar bund.

EkstramaterialeDer medfølger desværre intet ekstramateriale.