Ondskab på kostskolen

Du bliver ond (og rig) af at gå på kostskole. Eller Harry Potter, men det er en anden historie. Den her historie er den anden svingom med Carl Mørck og afdeling Q, der skal genopklare et dobbeltdrab på kostskolen Griffenholm, hvor eleverne er perverteret onde. Hvis nogen var i tvivl, så ligner de medlemmer af Hitlerjugend komplet med uniform og Heidi-fletninger. I “Fasandræberne” er der nemlig ingen plads til tvivl. Alt er overtydeligt, og mordets butler afsløres allerede efter få minutter.

Da jeg inden filmen læste navnene på dem, der gjorde det, så tænkte jeg: ”Det lyder som nogen, der gjorde det.” Det lyder som nogen, der blev sendt på kostskole i en tidlig alder. Som nogen, der tilhører toppen af dansk erhversliv, går på jagt på sit gods, har håret friseret tilbage, imens øjnene kigger igennem et par designerbriller fra molen på sit glasfacade-whiskybæltehus med trofæhustru inden i. De har også dyre biler og foragt for dem i bunden, der nemt kneppes eller dræbes efter behov eller lyst. Jeg fik ret.

I “Kvinden i buret” – første film i serien – fik vi lov til at gætte med indtil slutningen, så det gjorde mindre, at Carl Mørck var en papfigur. En introvert politimand med skilsmisse, alkoholmisbrug og en sjette Sarah Lund-sans. Mysteriet er denne gang fravalgt. Vi ved det hele fra begyndelsen, så fornøjelsen skal ligge i at følge Mørck og hjælperen Assads rejse frem mod samme viden. Men Mørcks indre mørkekammer åbnes der aldrig op til. Han er lukket. På den måde bliver Mørck med mordere som forbillederne i den firskårne Millennium-trilogi, hvor skurkene var den onde, kvindehadende elite. Og hvis du var i tvivl, om de var onde, så var de naturligvis også nazister.

Der er ingen (erklærede) nazister i “Fasandræberne”, men der er onde, kvindehadende elitesvin og en Lisbeth Salander. Her hedder hun Kimmie. Kvinde og hjemløs på tyvende år. Alt passer. Mand/kvinde. Rig/fattig. Ond/god. Hun er nøglen til gåden for vores to helte, der havde haft godt af at se noget tvetydigt “True Detective”. I stedet møder de hver en arketype fra facitlisten til en bestseller. En tilsyneladende tosse, der kender sandheden, en kat, der kradser uhyggen frem og Søren Pilmarks politichef, der ikke vil lytte. Hvordan kan det være, at politichefer, der ikke vil lytte, altid bliver forfremmet til chef? Det er åbenbart et adelsmærke for chefer inden for kriminalpolitiet.

Adelsmærket for “Fasandræberne” er en uhørt høj produktionsværdi for en dansk film. Det her er ikke “Dicte”, men decideret lækkert. Regnen falder mørkt, vådt og rigtig tungt. Og Griffenholm (hvorfor ikke bare kalde den Herlufsholm?) emmer af uniform undertrykkelse og okkult sexmysticisme på en måde, der opleves lige så professionel og dyr, ligesom det Hollywood som manden bag manus, Nikolaj Arcel, dygtigt beundrer. Det hele er så sexy som Beate Billes blikfangkone, men også så sjælløst som det glashus hun er fanget inden i.