Fast & Furious 8
Udgivet 12. apr 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg er enig med Vin Diesel. Det handler ikke om, hvad du har under hjelmen, men derimod om, hvem du har bag rattet. I den forstand er F. Gary Gray en dårligere chauffør end instruktør-forgængeren, James Wan. For selv om ‘FF’-filmene på alle måder efterhånden virker selvkørende på automatpilot, så er det bare ikke alle, der kan styre den her slags heste- og machokræfter.
I stedet er det hele igen et påskud for at udføre “Mission: Impossible”-stunts… I biler. Manuskriptets undskyldning er denne gang, at Dom er blevet truet til at blive modkørende bilist. Han er tvunget til at hjælpe den sexede blondine-skurk med en rutine-plan om atomvåben og 3. verdenskrig. Hun er kun en hvid kat fra at være Blofelds datter. Og hun stunt-tvinger nu Dwayne Johnson, Jason Statham og de andre hurtige til at køre fra en atomubåd på det russiske ishav i en scene, der bliver mere CGI-plastisk, end da Wan smed bilheltene ud med motor og faldskærm i den bedre 7’er.
Derfra har de mange film om mænd og kvinder i biler bare udvidet sig. Bedst personificeret ved Dwayne Johnsons deforme tattoo-krop, der også udvider sig fra film til film som en anden muskelhund. Det samme gør castet. Helen Mirren er overraskende gangsta-mor, imens Scott Eastwood er ny mellemleder for heltene. Det er efterhånden for meget og for tungt som det kors, Dom bærer om halsen, imens han højstemt siger ting om fate og family, som kun en provins-rocker sådan for alvor kan tage som alvor.
Det er ikke blevet lettere at håndtere den pumpede “Fast & Furious”-serie. Den her superhelte-franchises Infinity Stones; en kampvogn med V8-motor og en skurkebil med 3000 heste, er for macho for F. Gary Gray bag rattet. Men det betyder næppe så meget. Vin Diesel og de andre er selvkørende, gearskift efter gearskift.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet