Fastest
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 10. aug 2012 | Af: The Insider | Set på DVD






Af uransagelige årsager er der for nylig opstået et regulært boom inden for dokumentargenrens motorsportsgren – de seneste år har budt på alt fra den anmelderroste “Racing Dreams” og den motorcykelspækkede “Faster” til den BAFTA-belønnede “Senna” og 3D-produktionen “TT3D: Closer to the Edge”. “Fastest” er det seneste skud på stammen og (som titlen antyder) fortsættelsen til “Faster”. Ligesom sin forløber omhandler “Fastest” de vovehalse, der deltager i MotoGP – verdens største turnering inden for motorcykelvæddeløb. Det er bestemt ikke en sportsgren, jeg nogensinde har dyrket, så jeg var spændt på at se, om “Fastest” ville kunne appellere til en uindviet tilskuer som undertegnede. Det kunne den i dén grad.

Samtidigt understreger “Fastest” også, at sporten ofte rummer drama og spænding på linje med Hollywoods bedste blockbustere. Tag for eksempel rivaliseringen mellem to af sportens største udøvere i nyere tid, spanske Jorge Lorenzo og italienske Valentino Rossi, der faktisk kører for det samme hold og lønnes af de samme sponsorer, men som nærmest er ærkefjender på væddeløbsbanen. Rossi er en af de mest hæderkronede racerkørere nogensinde, og han stræber efter rekorden som sportens mest succesfulde motorcyklist nogensinde, mens Lorenzo er stjernefrøet, der vil gøre alt for at være den, der vrister tronen fra mesteren. I et enkelt sindsoprivende væddeløb er der blot få centimeter mellem deres to motorcykler, idet de nærmer sig mållinjen. Hold godt fast.

Der er altså masser af pludselige drejninger både på væddeløbsbanen og væk fra den, hvor kørerne ofte bruger pressekonferencer og andre offentlige forummer til at prikke til konkurrenterne. Det er alt sammen overraskende spændende at overvære, og man bliver hurtigt grebet af de mange kappestrider, der dominerer sporten. Naturligvis får man også et langt mere helstøbt billede af sportsgrenen, end når man ser et tilfældigt løb på Eurosport, og filmmagerne kommer vidt omkring – lige fra den elegance og præcision, sporten kræver, til de livsfarlige bommerter, der ofte sker som følge at blot ét splitsekunds uopmærksomhed.

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Fastest” består af et væld af forskelligartede optagelser – lige fra nye, velproducerede interviews og lækre slowmotion-klip til skrabede amatøroptagelser, der øjensynligt er blevet skudt med alt fra billige kameraer til mobiltelefoner. Billedkvaliteten svinger altså meget undervejs, men heldigvis er kvaliteten aldrig tilnærmelsesvis distraherende, eftersom de rå, upolerede amatørklip kun er med til at styrke følelsen af, at alt kan ske, og at der for alvor er fart over feltet. Men direkte smuk er “Fastest” altså aldrig, men for det meste er transferet heldigvis meget skarpt, både kontrasten og farvegengivelsen imponerer sædvanligvis, og mild udtværing forekommer sjældent.

Ligesom billedsiden er diskens Dolby Digital 5.1-mix præget af at være blevet strikket sammen af materiale af svingende kvalitet. Under interviewene er der indimellem en smule baggrundsstøj, men heldigvis drukner udtalelserne aldrig i virvaret – ikke én vigtig sætning er utydelig. Samtidigt kommer Ewan McGregors fortællerstemme klokkeklart igennem. Under væddeløbsscenerne havde jeg måske håbet på lidt flere panoreringer og lidt mere rumlen i subwooferen, men lydsiden har bestemt sine øjeblikke, hvor publikums hujen og motorernes brummen fornemt udfylder lydbilledet og omdanner stuen til en vaskeægte væddeløbsbane. Tomandandys effektive soundtrack lyder også godt, men det måtte gerne have fyldt lidt mere i lydbilledet.
Dvd’en indeholder filmens trailer samt syv korte minidokumentarer, der tilsammen varer omtrent 46 minutter. Fans af filmen vil sikkert sætte pris på de ekstra minutters interviews og væddeløb – såsom et muntert uddrag fra en gokartkonkurrence, hvor Rossi dyster mod sin egen lillebror. Her er dog også nogle forglemmelige indslag, såsom et overfladisk interview med den ene kørers kæreste.







Man behøver bestemt ikke være motorcykelentusiast for at kunne sætte pris på “Fastest” – en velproduceret og forbavsende gribende dokumentar om motorcykelsportens største personager og vildeste væddeløb. Filmen er gennemsyret af både dramatiske racerløb og fascinerende interviews, der forsøger at afdække, hvorfor unge mænd gladelig sætter livet på spil i forsøget på at nå først i mål med 300 km/t. Udgivelsens AV-præsentation er ikke ligefrem lamslående, men indimellem figurerer der billeder og lyde i særklasse. Ekstramaterialet er også udmærket, så hvis man har en kværn i garagen eller benzin i årerne, bør man øjeblikkeligt slippe ens indre fartdjævel løs og investere i “Fastest”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet