Find Dory
Udgivet 24. aug 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Originalerne fra Pixar kan også finde på at hoppe i det samme bassin to gange. Eller flere. De har gentaget deres historier om biler og legetøj. Med varierende succes. Men havet er som bekendt stort. Derfor er der udmærket med plads til at svømme en tur med “Find Dory”, der er et godkendt sequel-vedhæng til originalen, “Find Nemo”.
Men selv om jeg har fattet det, og hjem-ud-hjem-skabelonen er blevet ctrl c/ctrl v’et fuldstændigt, så er gensynet med Dory alligevel dejligt. Mette Lisbys naive stemmeføring gør fisken med de blå fregner til godheden selv. Fordi hun ingen minder har. Alle mødes med åbne finner, men de er også hurtigt glemt igen. Derfor er Dory også havets mest ensomme fisk. Til hun mødte Marlin og Nemo i 2003. Dem husker hun. Og jeg husker Mette Lisby fra dengang. Hun fik mig helt til at glemme, at der er en stemme, der hedder Ellen DeGeneres på den anden side af det store hav.
For “Find Dory” er bedst, når den søger roen. Når Dory forsøger at finde sig selv i det store blå frem for den hidsige skattejagt på mor og far i selskab med endnu en ensom – blæksprutten Hank, der har tre hjerter og syv arme. Udenfor bringer Marlin og Nemo tiltrængt deadpan, når to stenede søløver mobber en tredje, Leo, ned fra deres sten. For ikke at tale om den eneste egentlig skurk i uskikkelig skikkelse af cremekongen Ole Henriksen, der som stemme for akvariet lover alt godt til havets indbyggere.
”Ikke nu igen,” udbryder Marlin, da Dory bliver fanget op af havet. Det skete også i den første film. Men så negativ er jeg nu ikke. For selv om der nu bades i den samme Pixar-flod, så kan Mette Lisbys Dory-stemme sagtens holde til en hovedrolle. Og så kan hukommelsen altid godt trænge til at få opfrisket, at børn, fisk og alle andre kan mere selv, end de måske lige tror. Det skal nok gå. Hej, jeg hedder…
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet