Husker du?

Hvad vil det sige at huske, og hvilken betydning har vores minder for vores personlighed? De spørgsmål parfumere luften hele vejen igennem Alan Berliners nære portræt af sin grandfætter, den berømte og bredt anerkendte oversætter, digter og professor, Edwin Honigs vej fra knivskarpt intellekt til ramt af alzheimers-sygdommens flakkende tåger.

”Jeg ved, at der eksisterer en fortid, og jeg ved, at jeg plejede at leve i den, indtil jeg gav den fra mig for kun at leve i nuet.” Således simpelt og formfuldendt udtrykker hovedpersonen sin egen situation og lidelse i filmens første minutter. Og lige så formfuldendt er Alan Berliner i sit filmsprog i skildringen af denne tilstand.

Brødteksten af filmens indhold udgøres af en række samtaler imellem Berliner selv og Edwin Honig i sidstnævntes stue. Men “First Cousin Once Removed” er ikke blot et resultatet af én lang samtale eller flere fortsættende samtaler. I stedet har Berliner valgt at gennemføre mange af de samme samtaler over flere forskellige dage. Spørgsmålene forbliver mestendels de samme, men Honig er i evig forandring susende ind og ud af mentale kringelkroge og igennem dybe, mørke skakter, for sporadisk at dukke frem i lyset og åbne op for et glimt af den person han engang var. Uundgåeligt er det dog, at han langsomt forsvinder.

Berliner er en filmskaber, der forstår at bruge filmsproget til at skabe metaforer. Med klip til billeder af rutsjebaner, drejende hjul og faldende broer bliver det langsomme forfald og kampen for at holde fast i minderne gjort så tydelige, at det ikke er til at tage fejl af. Dog gentages mange af de samme motiver og virkemidler vel rigeligt. Og selv om dette også skal referere til Honigs gentagelser, bliver det også trættende og forstyrrende. Men Berliner gør dog det rigtige i at holde igen med de filmiske krumspring. For det er den nedbarberede æstetik, der skaber nærheden. Filmen er domineret af tætte nærbilleder af Honig selv, somder forstærker følelsen af en mand, hvis hele liv og verden er blevet indskrænket til en lejlighed, en sort læderstol og udsigten fra et enkelt vindue.

Men de selvsikre greb ville ikke kunne redde filmen, hvis ikke Edwin Honig selv var en interessant karakter. Og det er han heldigvis. Som berømt oversætter og litterær figur, som både er blevet slået til ridder af Portugal og Spanien, har manden naturligvis nogle interessante historier i bagagen. Men det bliver mere de mørke og sørgmodige historier fra privatlivet, der gør indtryk og bevæger. Som skyldfølelsen over lillebroderens død samt sit indviklede forhold til egne børn. Og netop derfor er det vigtigt og velvalgt, at Berliner vælger at afbryde samtalerne med Honig for også at inddrage medlemmer af familien, tidligere kolleger og venner osv.