Tæsk ham, Ice Cube!

En slåskamp efter skole. Hvis du umiddelbart tænker, at det lyder som en temmelig tynd idé til en film, så tager du ikke helt fejl. Og det bliver ikke bedre af, at ham, der skal have tæv, er noget af det mest irriterende længe set. Øretæveindbydende. Men heldigvis går det aldrig helt galt, når man har en isterning og et Mariachi-band med i slåskampen.

Det er utroligt, at man overhovedet kan få halvanden time til at gå med den idé. Ind med nogle sidehistorier; Lad slåskampen blive begrundet i fyringer, besparelser osv. Fin idé. Det virkede også i “The Big Short”. Desværre har man så også valgt to ret så dårlige idéer. Andys kone er højgravid, og datteren skal bruge ham i et talentshow. Ufatteligt kedeligt og totalt ligegyldigt. Og lur mig om ikke slåskampen, babyen og talentshowet ramler oven i hinanden til sidst? Jeg vil bare gerne se Andy få tæsk af Strickland!

For det er lige præcis ham, man helst vil se. Strickland. Den benhårde lærer, der er dødtræt af motherfucking kaffemaskiner og uregerlige unge, og som netop er blevet fyret. Det går aldrig helt galt med Ice Cube. Han er kongen af at spille, nå ja, Ice Cube, der tæsker om sig med bandeord og gadeattitude. Det er umuligt ikke at nikke med hovedet og tænke ah yeah, når Strickland diskuterer med politiet for derefter selvfølgelig at udbryde Fuck Tha Police!. Desuden går han også forrest i slåskampen mod besparelserne på skolen og udnyttelsen af lærerne. Han er bare så mega svedig!

I den modsatte ende af slåskampen står så Andy. Den småfesne kujon af en lærer, der er skyld i Stricklands fyring. Og hvor jeg dog håbede, at Ice Cube kunne tæske ham stille. Gang på gang skal hans skære ud i pap, hvad det sjove ved replikken er. ’Wauw that was awkward'. Hold nu kæft! Det kan jeg altså godt se. Det bliver dog heller ikke bedre af, at Andy spilles af Charlie Day, der per definition skal råbe sin replikker. ’Now would be a really good time to stop talking,' bliver der senere sagt til Andy. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det sjoveste er Dean Norris som skoleinspektør. Med økonomien i hovedet og som offer for elevernes vanvittige påfund nærmer han sig vanviddet. Hans udbrud giver anledning til små grin. Det bliver oven i købet til et fuldbyrdet haha-grin, når et Mariachi-band følger efter ham dagen lang. Så simpelt kan en latter fremkaldes.