Det er sjældent at fodboldverdens bagside, hooliganismen, bliver skildret på film og det er næppe før blevet gjort så hudløst og så direkte som i Nick Loves lille perle. Det er dog ikke kun en film om vold, men samtidig også et billede på den engelske ungdom i arbejderklassen på godt og ondt. Dermed ikke sagt, at “The Football Factory” er rendyrket socialrealisme; dertil er dens stil og dens noget konstruerede fortælling en tand for flashy og selviscenesat. Computerspilsfirmaet Rockstar Games har været producere på filmen, og den rå og provokerende kompromisløshed som kendetegner deres spil (“Max Payne”-spillene, “GTA”-serien, “Manhunt”), må også siges at være at finde her.

Historien er fortalt af hovedpersonen Tommy (Danny Dyer), der er med i Chelsea Headhunters, og som vi får introduceret mens han er ved at få sit livs tæsk af rivalerne fra Millwall-slænget. Handlingen springer nu tilbage i tiden og følger således Tommy og hans venner frem til det skæbnesvangre opgør. Der skildres her en hverdag, hvor det at mødes efter fodboldkampen og tæve det andet holds tilhængere sønder og sammen, er lige så normalt som at fejre sejren med en pint på den lokale.

Instruktøren Nick Love har bevidst valgt at fjerne alle fodboldreferencer og i stedet ser vi kun bagsiden, nemlig slåskampene. Det er ikke spillet der er det væsentlige – det er i og for sig ligegyldigt – det er volden, der får hovedpersonerne til at føle, at de er i live. Som i en scene, hvor det offentliggøres i tv, at Chelsea og Millwall skal møde hinanden, hvorefter Chelsea-slænget jubler i begejstring over, at de endnu engang skal “møde” deres gamle rivaler; og her menes ikke de to fodboldhold, men derimod deres hooligans. Og “mødet” er selvfølgelig et godt gammeldags masseslagsmål, som begge grupper planlægger nøje, for at de kan slås i fred uden politiets indblanding.

Love jonglerer med et ganske bredt persongalleri, hvilket lykkes ganske godt. Der er den rastløse Tommy og hans bedste ven Rod (Neil Maskell), som er ved at blive sat. Der er den unge impulsive Zeberdee (Roland Manookian), der som regel handler før han tænker. Der er Billy (Frank Harper), som er en af de ældre og mere erfarne i gruppen, men som føler sig overset af gruppens leder, hvilket går ud over stakkels Zeberdee. Billy er familiemenneske, men er i bund og grund aldrig blevet voksen, og så er han for øvrigt en temperamentsfuld psykopat (han minder foruroligende meget om en ældre version af Begby fra “Trainspotting”). En anden væsentlig person er Tommys farfar Bill Farrell (Dudley Sutton), der håbløst må erkende, at samfundet ikke er hvad det har været og som bare ønsker at komme væk fra det hele.

I starten undrer man sig lidt over hos hvilken karakter filmen forsøger at lægge sit fokus, men det bliver hurtigt tydeligt at Tommy både fungerer som den overordnede fortæller og som samlingspunkt for de forskellige personer. Og efter en lidt rodet start kommer handlingstrådene snart på plads og man griber sig selv i, at blive enormt engageret i alle de små sidehistorier. Dette skyldes i høj grad skuespillernes meget naturlige og energiske spil, kombineret med filmens hektiske stil.

Rent formelt ligger “The Football Factory” sig op af tidligere engelske stiløvelser, som “Trainspotting” og Guy Richies “Rub, Stub Og To Rygende Geværer”, samt “Snatch”. Således benyttes musikken med fordel til at give scenerne den fornødne energi, ligesom personerne lynhurtigt præsenteres i starten via freeze-frames, der understøttes af en kort beskrivelse. Filmen er dog mere rå og realistisk i sin fremtoning, hvilket især understøttes af den håndholdte video-æstetik, og brugen af rigtige optagelser fra hooligan-slåskampe i starten. Filmen synes også indirekte at være en socialkritik, bl.a. i form af en racistisk taxachauffør, som bliver en kommentar til den stærke frustration der gennemsyrer miljøet, og som manifesterer sig i racisme, had og formålsløs vold. Samtidig vælger filmen ikke kun at fokusere på den utilpassede ungdom, men skildrer også de voksne og den ældre generation, hvilket ses i sidehistorierne om Billy og Tommys farfar.

Det er derfor også ærgerligt at filmen vælger at pakke handlingsforløbet ind i en noget klichefyldt formular, hvorved den i sidste ende bliver en klassisk udviklingshistorie maskeret som hverdagsrealisme. Det drejer sig især om Tommys ildevarslende drømme, der hjemsøger ham gentagne gange, og som på bedste Hollywood-manér hjælper ham med at forudse de farer som vil komme. Her brydes filmens realistiske illusion, og det faktum, at hans drøm (til dels) går i opfyldelse, stemmer ikke overens med den publikumskontrakt, som filmen lægger op til. Det virker irriterende, fordi det ikke passer ind i den overordnede fremstilling af de virkelighedstro hændelser og situationer, som er filmens omdrejningspunkt.

At alt alligevel ikke ender lykkeligt (og at alle farer derved ikke bliver undgået) er dog med til at bibeholde en vis troværdighed, og er samtidig også en ret kynisk kommentar til den rå virkelighed, som synes at være hovedpersonernes lod i livet. Dette manifesterer sig især i filmens sidste scene, som genkalder en lignende situation i “American History X”. Mere skal ikke afsløres her, men man må sige at det sidste punktum i denne sammenhæng bliver ganske så bittersødt.