Skønheden ved ragnarokLars von Triers debutfilm fra 1984 er pisse prætentiøs og stort set umulig at finde rundt i for alle, der ikke lige har cremen af den modernistiske litteratur eller Andrei Tarkovskys samlede oeuvre i frisk erindring. Godt nok indeholder filmen en historie om detektiven Fishers forsøg på at opklare en række seksualmord, men den er så abstrakt fortalt, at man flere steder forgæves forsøger at strikke en rød tråd sammen. Det interessante ved “The Element of Crime” er imidlertid, at den på trods af sit tonstunge symbolsprog faktisk er et slemt fascinerende bekendtskab, der netop ikke kræver at man forstår handlingen i alle facetter. Det handler om suggestive billeder og stemninger, og Triers vision efterlader et overraskende tilfredsstillende helhedsindtryk.

“The Element of Crime” blev lavet på et tidspunkt, hvor man i dansk film vægtede socialrealisme højt, og Trier reagerede mod denne tendens ved at skabe en meget kunstnerisk film, som på kringlet facon refererede hans egne store filmhistoriske forbilleder. En film, der aldrig rigtig har været in, ligesom den heller aldrig vil gå af mode og dermed netop minder om film som Tarkovskys “Spejlet” fra 1975, der blot eksisterer. Handlingen udspiller sig i fremtiden og skildrer et postapokalyptisk Europa, hvor døde dyr flyder rundt i de permanent oversvømmede byer, og det altid er nat. Et sted hvor alle mennesker er lige så betændte som omgivelserne omkring dem, og hvor alle på et eller andet tidspunkt kommer ned med nakken – også den idealistiske Fisher. Hans jagt på morderen Harry Grey udvikler sig til en besættelse, der kulminerer med at skellet mellem jæger og jagede, politimand og morder fuldstændigt forsvinder, og der kun er endnu en død, lille pige tilbage. Et mareridt iscenesat med perfekte billedkompositioner, trancelignende lyddesign og et permanent gustengult lys, der kvæler alle andre farver.

Det er billederne og lyden som bærer “The Element of Crime”, der foruden Tarkovsky også indeholder fremtrædende elementer af Film Noir, herunder de altdominerende skygger, karakterernes tvivlsomme moral og rammehistorien, der her næsten kun antydes. Fisher fortæller sin historie under hypnose, og filmen er ét langt flashback, som imidlertid aldrig ender. Og det er Fishers egen skyld. Hypnosen er et af de centrale temaer, der binder Europa-trilogien sammen, og i “The Element og Crime” hensætter kombinationen af Fishers voice over og de dvælende billeder netop publikum i noget, der ligner en trance. Trier klipper kun meget sjældent mellem sine indstillinger og bevæger i stedet sit kamera i nøje udregnede baner, der konstant afslører nye rum og detaljer i det betændte univers. Regn løber svagt ned over ruderne i baggrunden, mens en sart brise får gardinerne til at blafre. Intet af det er direkte knyttet til handlingen men forankrer vores opmærksomhed i billederne, der er lige dele ubehagelige og dragende.

Til trods for at “The Element of Crime” ikke er en voldsom kendt film, har dens visuelle design dannet skole blandt store udenlandske filminstruktører, herunder Jean Pierre Jeunet. I “Delicatessen” fra 1991 skaber han et gulligt ragnarok, der er næsten identisk med Triers Europa, og hvor de aggressive vegetarer ‘Troglodytterne’ lever i kloaker og oversvømmede kanaler under jorden. Også David Fincher har ladet sig inspirere til “Se7en” fra 1995, der indeholder elementer af den kyniske historie om politimanden, som selv bliver en brik i det puslespil, han efterforsker. Sammen med “Europa” er dette en af Triers mest tekniske film og inden optagelserne gik i gang, havde han sammen med fotograf Tom Elling tegnet hele historien som storyboards. En tilgang som dog blev blødt op med først “Epidemic” og siden Dogme-filmene, der igen repræsenterer en decideret modreaktion, denne gang mod formel perfektion. “The Element og Crime” er en betagende visuel oplevelse og bør ses for den virtuose iscenesættelse, hvor billede og lyd går op i en højere enhed. En film der spøger længe i hukommelsen.

VideoMed en film så mørk og mættet som “The Element of Crime” er billedkvaliteten på denne digitalt restaurerede udgave en lille åbenbaring. Halvdelen af billedet ligger konstant hyldet i dybe skygger, hvorfor det er alfa og omega at sortværdien sidder lige i skuret. Det gør den, og jeg var meget imponeret over, hvor solide de forskellige nuancer af forfald blev fremstillet, mens de enkelte tilfælde af blå og røde farver skaber en skarp kontrast. Der er intet snavs eller slitage, men det kniber dog undervejs en smule med skarpheden, særligt i nærbilleder, hvor ansigterne har en tendens til at flyde ud. Medium og lange indstillinger er til gengæld altid flotte. “The Element of Crime” kan selvsagt ikke holde i forhold til udgivelser af helt nye titler, men tager man materialet og filmens alder i betragtning, er resultatet meget overbevisende.

AudioLyden er ligeledes undergået en restaurering, og man kan vælge mellem enten Dolby Digital 5.1 eller 2.0 lyd. Foruden en højere lydstyrke og lidt bedre opløsning er der dog ikke den store forskel på de to, og noget tyder på at man bevidst har valgt at mixe et 5.1 lydspor, som ligger meget tæt på den originale mono-lyd i stedet for at forsøge at splitte effekter op og skabe kunstig surroundaktivitet. En diskret brug af alle højtalerne til at underbygge filmens atmosfære med ville ellers have været interessant at opleve. Subwooferen forbliver ligeledes stille. Stort set alt lyd kommer ud gennem centerhøjtaleren, og Fishers stemme høres meget tydeligt, mens den sparsommelige musik spreder stemning.

EkstramaterialeDet forrygende ekstramateriale på “The Element of Crime” sparkes i gang af to rigtig gode kommentarspor, hvoraf det første er med henholdsvis Lars von Trier, Tom Elling og klipper Tomas Gislason. Tonen er fra starten af meget afslappet og står i skærende kontrast til selve filmen, der i Ellings øjne stadig ikke giver nogen mening, selvom han var med til at lave den. Selvkritikken fejler ikke noget, og det gør humoren på sporet absolut heller ikke, hvilket kommer til udtryk i de mange, rigtig sjove anekdoter fra optagelserne, og bl.a. Triers tilbagevendende brokkeri over, at den kvindelige birolle konstant skal sidde og tisse.

Der bliver ikke snakket hverken tematisk indhold eller filmhistorisk perspektiv, hvorfor det er rart, at man har lavet spor nummer to med filmlektor Peter Schepelern og Trier-ekspert Stig Bjørkman. De taler vidt og bredt om alt fra Triers egen baggrund til filmens indflydelse, og hvilke inspirationskilder han har benyttet sig af. Det hele er krydret med en god portion humor, og dette er et spor, som blot gør filmen endnu bedre, fordi den netop er med til at afkode dele af den abstrakte mytologi. Et fascinerende lyt.

Foruden kommentarsporene er der også to programmer kaldet henholdsvis “Anecdotes from The Element of Crime” og “Innenstadt Europa”. Den første er et 18 min. nyproduceret indslag, der stort set ligger i forlængelse af det første kommentarspor, og byder på endnu flere (plus et par af de samme) anekdoter fra produktionen. “Innenstadt Europa” varer 30 min. og er en original “Making of” fra 1984 med talrige interviews af bl.a. en meget ung Trier, der fortæller om sine visioner for det igangværende projekt. Der er masser af gamle, grynede optagelser fra bag kameraet og indslaget giver et grundigt indblik i, hvordan filmen blev til. Selvom programmet er filmet i widescreen, er billedet desværre ikke gengivet anamorphic.

OverallOverall-karakteren gælder i dette tilfælde kun for “The Element of Crime”. Den samlede vurdering af Europa-trilogi boksen kan læses HER.