Founder, The
Udgivet 1. feb 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
De har det alle tilfælles. Marvel, Transformers og Star Wars. De er alle franchises. Præcis som McDonald’s. Her er lidt sødt, lidt salt. Man ved altid, hvad man får. En Big Mac smager ens alle steder. Ingen overraskelser. Sådan er det også med filmen om franchisen over dem alle. Derfor nøjes jeg også med kun at kunne lide “The Founder”. I’m Not Lovin’ It.
Det er igen et ondt amerikansk historiekapitel, hvor den mest usympatiske vinder til sidst. Men hvor “There Will Be Blood” havde P. T. Anderson, så må “The Founder” nøjes med John Lee Hancock, der som en McD-menu kun lige giver dig så meget, som du har brug for, for at blive mæt. Her er ingen dialogløs intro, mystisk milkshake-scene eller Radiohead-soundtrack. Her er kun en række ligetil scener, der uden unødig ambition fortæller historien om McDonald’s. Det er fast food.
For præcis som oliemanden presses af kirkens fanatiker i “There Will Be Blood”, så presses Michael Keatons franchise-fidusmager i “The Founder” af de geniale brødre med McDonald’s-idéen. De vil ikke gå på kompromis, som Keaton foreslår med milkshake-pulver og lette løsninger. Han er hovedperson og skurk og alligevel ham, jeg hepper på, når han som en anden Mads Skjern kæmper for sin drøm om at lykkes. Han er det, USA er bygget på. Profit på andres arbejde. Han er ham, der kan få en bibel-sælger til at tro på Amerika. Ved at blive franchise-ejer af en egen burger-restaurant med gyldne buer. Én ud af mange med en drøm.
Sådan er “The Founder” god standard. Michael Keaton ender i titelrollen uden overraskelser. Kongen af franchisen i en film, der opfører sig som en franchise. Her er ingen P. T. Anderson, der stiller kunstneriske krav, som kræver en indsats. Her er kun det, du kom efter. Lidt sødt, lidt salt. Det er udmærket. Og alle elsker det.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet