Fuglejagten
Udgivet 6. jun 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Her er for en gangs skyld en børnefilm, hvor man ikke inden for 10 minutter ved, hvordan det hele ender. Det virker ellers tilsyneladende mere eller mindre som en uskreven regel, at filmskabere – i det øjeblik de har bevæget sig ud i børnefilmsterritorium – øjeblikkeligt mister enhver opfindsomhed eller vilje til at forsøge sig med noget nyt, men der er gudskelov stadig enkelte, som tør trodse vanetækningen.
Både far og søn deler imidlertid en passion for de flyvende størrelser, og derfor deltager de i den store årlige fuglejagt, hvor det gælder om at se så sjældne fugle som muligt. Der er meget på spil i år, for Viktor er opsat på langt om længe at vinde over den evigt overlegne konkurrent, Daniel, der altid løber med hovedpræmien. Samtidigt viser det sig oven i hatten, at Viktors mor tilsyneladende har en affære med Daniels far, hvilket blot vil gøre det endnu mere tillokkende at slå Daniel, så hans far også kan få hævn.
Den slags giver selvsagt anledning til at køre hele satire-kanonen i stilling, for i bund og grund er den samme slags begejstring præcis lige så sært rørende og fjollet, som når Barcelona-fans bryder ud i tårer, fordi holdet har tabt til Chelsea. Som altid er overstadige passioner ekstremt vigtige for lige netop dem, der har dem, men temmelig latterlige at betragte for dem, der ikke er blevet smittet. Dyekjær lader oven i købet den sorte humor få en ekstra drejning i nogle stærkt satiriske flashbacks, der ville have passet lige ind i “Max pinlig”-universet.
Humoren bliver støttet af nogle fine præstationer af børneskuespillerne, Jesper Asholt som en overlegen fuglekigger samt Lars Brygmann som Victors pinlige og noget patetiske far. Nicolas Bro får også meget skæg ud af sin gennemført ynkelige fuglekigger. Filmen falder dog en anelse i sidste akt, som ganske vist udvikler sig overraskende, men som samtidig ikke helt formår at lukke fortællingen på tilfredsstillende vis, og som efterlader enkelte figurer på et sidespor. Alligevel er det med stor fornøjelse, at man overværer “Fuglejagten” og konstaterer, at her er for en gangs skyld en dansk børnefilm, som det ikke er en pinsel at komme igennem. I en tid, hvor biograferne er fulde af rædsomme “Min søsters børn” og “Far til fire”-fortsættelser, er den i sandhed selv lidt af en sjælden fugl.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet