Funny People
Udgivet 23. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
”Den her fyr er virkelig sjov. Hvorfor er han med i så mange dårlige film?”. Sådan ca. bliver det sagt om Adam Sandlers rolle i “Funny People”, og sjældent har en beskrivelse været mere rammende for netop Sandler, der bestemt har evnerne, men alligevel gang på gang har hovedrollen i den ene mere rædsomme film efter den anden.
Det er snart blevet en kliche i filmverden, at når en person får en livstruende oplevelse, bliver han et nyt og bedre menneske, men det samme sker ikke her, og da Sandlers figur George Simmons rammes af en livstruende blodsygdom, falder han i stedet ind i en spiral af selvmedlidenhed og lede over omverden. Han møder den usikre unge stand-up-komiker Ira Wright, der ganske vist ikke har megen sans for timing, men som kan skrive nogle hæderlige vitser. Simmons beslutter sig for at ansætte den unge fyr som skribent og støtte efterhånden, som sygdommen tager til, og inden længe agerer Wright både sjælesørger og rådgiver. Wright spilles overbevisende af Seth Rogen, der har smidt både skægstubbene og et par kilo til lejligheden og her fremviser, hvilken glimrende skuespiller han i grunden er.
Her er det dog, at filmen for alvor knækker, og “Funny People” skifter spor fuldstændig og kommer i stedet til at handle om Simmons’ forsøg på at score sin gamle kæreste tilbage, selvom hun nu er gift og har fået børn. Enhver rest af humor forlader filmen til fordel for et sært ægteskabsdrama, der føles fuldstændig løsrevet fra den første del af filmen. Wright, som filmen ellers har brugt tid på at opbygge og givet både et spirende romantisk forhold og to venner, skifter pludselig fra hovedrolle til bifigur, og som resultat bliver hans del af fortællingen underligt uvedkommende. I stedet slæber filmen sig videre over to timer, mens man begynder at længes efter slutningen.
Hvad, vi derfor grundlæggende ender med, er to vidt forskellige værker placeret på samme filmrulle. Ingen af delene er deciderede skidte, men de klæder hinanden umådeligt dårligt. Det er synd og skam, når nu filmen ellers for en gangs skyld giver Sandler mulighed for at demonstrerer noget af den komiske vid, man ellers så sjældent ser fra ham. Mon denne film er tegn på, at han nu omsider er træt af den endeløse serie af middelmådige værker, han ellers så ofte har stået bag? I så fald er de voksende ambitioner meget velkomne herfra. Forhåbentlig får han er bedre film at vise talentet i næste gang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet