Intet stopper en skolelærer

Det er et hvert barns største mareridt. Ikke bare har en svampeparasit forvandlet dine forældre til kødædende zombier. Den verdensomspændende katastrofe har ikke engang været nok til at få skolen aflyst. Det er vel den ultimative dystopi: Midt i ragnarok er der stadig voksne, der beder dig om at læse lektier. Som om de har styr på noget som helst. Colm McCarthys version af Mike Careys undergangsvision tager zombiegenren og blander den med revolutionær socialrealisme til en ret smitsom tankeparasit.

I ‘skolen’, et indhegnet forskningscenter ude i ingenting, bliver børn holdt fanget i små celler og konstant overvåget. Hver morgen bliver de vækket af soldater med maskinpistoler, fikseret i en tandlægestol på hjul og trillet til time. Den søde skolelærer, der bløder uniformen op med en striktrøje bifalder ikke den inhumane behandling. Men den hårde oberst demonstrerer for hende, og os, hvad der ligger bag de store undrende øjne. Børnene er en mellemting mellem fuldt smittede zombier og almindelige mennesker. Bare duften af hud eller savl forvandler dem til snerrende, snappende dyr.

Nedenunder fortæller Gemma Arterton om Pandoras æske i en bizar version af klassens time. Ovenpå mejer Paddy Considine bølge efter bølge af svampe-inficerede ned. Kontrasterne mellem den ekstreme post-apokalypse og den halve hverdag, man forsøger at skabe undervejs, har en grum effekt. Det er samme stil som “The Walking Dead”, hvor der også er fokus på mere eller mindre uskyldige børn. Men i modsætning til megasuccesen fra tv er barnet her ikke kun det følelsesmæssige holdepunkt, men også en del af plottets løsning. Pigen med alle gaverne, som titlen refererer til. Pandora, der gemmer på menneskehedens håb.

Melanie æælsker at gå i skole og æælsker sin lærer på en lidt omklamrende facon. Der egentlig er forståelig nok, når hun nu er et ensomt forsøgsdyr, som kun er i live for at blive brugt til en mulig vaccine. Det er da Glenn Close skal lige til at skære i hende, at hegnet falder, zombierne kommer, og en lille gruppe inklusiv lærer og oberst må stikke af. Her kommer “The Girl with All the Gifts” på én gang ud i mere kendt og ukendt farvand. Kendt er det tomme trøstesløse England, 28 dage og uger senere, og de konstante skænderier internt i gruppen. Mere ukendt er Melanies motiver og handlinger, der trækker i nogle tvistede retninger undervejs.

Det er ikke en decideret fornyelse af den faste formel. Den er på plads: én dummer sig og bliver bidt, en anden bliver sendt på livsfarlig solo-mission for at hente mad. Menneskets dårskab er den værste fjende. Parasitten forsøger bare at overleve. Det er kun de voksne, der synes, at det hele egentlig er så forfærdeligt. Melanie kaster sig næsten frådende ud i den verden, hun aldrig har set før. Men små signaler tyder på, at hun bag den naive livsglæde gemmer på en koldt beregnende intelligens. Den langsomme omvending af gruppens magtstrukturer er vældig godt udført og bliver siddende længere end den manierede, næsten surreelle slutning.