Gud, hvor er det trist

Gud er lyset i mørket. Gud hjælper os i nødens stund. Gud velsigne dig og bevare dig. Men hvad så når Gud er væk? Hvem skal så hjælpe, velsigne og bevare dig? For Gana er der ikke meget lys i tilværelsen i det bulgarske hul, hun bor i. Det hele er lige så trist som en betonblok i gråvejr. Gudsforladt!

I betonblokken bor hjemmehjælperen Gana. Der er ikke meget glæde i hendes tilværelse. Hun tørrer røv på gamle mennesker. Hun tager lidt morfin med sin kæreste. De har ikke sex. Hun tager sig af sin arbejdsløse mor. De taler ikke sammen. Og så stjæler hun de gamles id-kort og sælger til kriminelle. Der er ikke meget at smile af for Gana. Der er faktisk så få smil i den bulgarske by, at de er fremmede som en by i Østeuropa. Trist.

Den gudløse fortælling om Gana er så kold som sneen, der omgiver boligblokkene. Med et nærmest zombie-lignende udtryk i øjnene vandrer hun fra hjem til hjem og ‘hjælper’ de gamle. Hun ligner én, der hellere vil dø end at give de ældre noget omsorg. I denne verden er der ikke plads til kærlighed. Hverken Ganas mor eller kæreste giver hende varme. Når Gud ikke er til stede, så mangler kærligheden også. Det kan Gana ikke tage piller eller morfin for.

Hvorfor lever Gana, som hun gør? Hvorfor stjæler hun id-kortene? Elendigheden stiller så mange spørgsmål, hvilket ender med at gøre Ganas tilværelse så frustrerende, at jeg næsten havde lyst til at give op.. Det er meningsløst. Det hele er så umådeligt trist. Det er hardcore, bulgarsk socialrealisme, der minder en del om Tonnys triste tilværelse i “Pusher 2”. Han prøvede at få styr på sit liv i en verden, der helst ville af med ham. Sådan føles det også med Gana. Hun lever i en verden, hvor folk bare er ligeglade med hinanden. Men præcis som for Tonny, så kan ét menneske tænde et lys.

Tonny fik en søn. Gana møder Yoan og hans musik. Den frelser Ganas sjæl. Og min oplevelse. Elegant tændes et åbenbaringens lys hos Gana, der begynder at se det meningsløse i sit liv. Der er håb. Hun kan undslippe elendigheden og den dårlige samvittighed. Det håb findes i troen på sig selv og ikke på Gud. For hvordan finder man frelse, når man befinder sig i en by, som Gud for længst har forladt?