Fantastiske filmbrødre

Han burde egentlig være umulig at holde af. Han er kriminel. Han manipulerer kynisk med sin mentalt forstyrrede kæreste. Han forfører en mindreårig. Han er skyld i, at sin mentalt handicappede bror havner blandt hærdede voldsmænd i fængslet på Rikers Island. Et løgnagtigt og voldeligt menneske. Farlig. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sympatisere med Robert Pattinsons Connie i instruktørbrødrene Safdies rå, intense og dybt ulykkelige “Good Time”. Den føles som én lang og medrivende kulmination på to brødres sørgelig eksistens. En amoralsk fuckfinger af et flugtforsøg fra et lorteliv, der ikke har fortjent bedre. Et sidste desperat greb efter en værdig tilværelse.

Det er ikke første gang, at instruktørbrødrene Josh og Benny Safdie laver den slags ultrarå realisme fra samfundets bund. I “Heaven Knows What” fra 2014 lod de Arielle Holmes spille hovedrollen i en historie baseret på hendes eget liv som stofmisbruger. Det var et ubehageligt hovedspring ned i selvdestruktionens sump. Tilsat dundrende technotoner, der gennemrystede kroppen som de vildeste abstinenser. I “Good Time” benytter de sig igen af ikke-skuespillere, der agerer udgaver af sig selv i flere roller. Det er selvfølgelig ikke nogen ny idé. Refn gjorde det i “Pusher”-filmene, og nyere danske instruktører som Tobias Lindholm og Michael Noer har gjort reality rules! til et kunstnerisk kampråb. Og blandingen af proffer og amatører giver da også “Good Time” en autentisk klang. Men det er altså de to brødre, der er hjertet i fortællingen. Og de spilles af Pattinson og Benny Safdie, så jeg næsten kunne tro, at deres karakterer også var hevet direkte ind fra gaden.

Vi får intet at vide om deres forhistorie. Men når en ensom tåre løber ned af kinden på Safdies Nick, mens en psykolog tester hans evne til at afkode talemåder, taler tilværelsens skuffelser og plager højt og tydeligt. ”Hvorfor skriver du ned? Jeg kan ikke lide, at folk snakker om mig, når jeg ikke er der,” siger Nick. Pattinsons Connie brager ind og råber af psykologen. Stopper seancen. Og utroligt nok føles det som en smuk kærlighedshandling, når Connie i stedet tager Nick med ud og røver en bank. ”Du var fantastisk. Tror du, jeg kunne have gjort det uden dig?” siger han og lader sin handicappede bror være et menneske, der handler, og ikke bare en patient, der bliver snakket om.

Men glæden er kort, og i en fantastisk slow motion-sekvens springer en farvepatron i tasken med udbyttet. Det bliver startskuddet til en vild flugt fra politiet gennem New Yorks gader. Et color run a la socialklasse fem med mål på et fastfood-toilet, hvor de forsøger at vaske den afslørende maling af kroppen. Mens personalet hamrer hidsigt på døren. Råber, at de skal komme ud. At de har ringet efter politiet. Det skal gå stærkt. Fart på! Det er stakåndet og intens filmkunst, der pumpes endnu mere op i tempo af det elektroniske lydspor fra Oneohtrix Point Never.

Kuppet, der blev til en flugt, ender som en redningsaktion, hvor Connie tager alle midler i brug for at få sin udviklingshæmmede bror ud af den knibe, han har sat ham i. Og det er her, Robert Pattionsons præstation for alvor bliver bemærkelsesværdig. For det burde næsten været umuligt at sympatisere med en mand som Connie. Han er komplet amoralsk, og han trækker et tykt spor af død, ødelæggelse og ulykke efter sig. En bragende fiasko. Men i glimt og antydninger fornemmes et liv, der har været lige så skrupelløst i sin behandling af ham. Og en kærlighed til broren, der fortjener en ny chance. Så må resten af verden betale den pris, det koster.