Rædselsfuld reklame for dyre diamanter

Skuffelsen over “Grace of Monaco” er svær at skjule for mig. Jeg har ellers med stor iver set frem til den franske instruktør Olivier Dahans livtag med legenden, filmstjernen og fyrstinden Grace Kelly. Både fordi jeg er begejstret for “Spurven”; Dahans dragende Édith Piaf-film fra 2007, og fordi Grace Kellys skæbne altid har synes mig mere end oplagt til et vægtigt filmportræt. Med den rette i rollen, selvsagt. Og hvem er egentlig mere oplagt i den rolle end den blegsarte og elegante Nicole Kidman? Ja, “Grace of Monaco” har på papiret mange gode ting kørende for sig i form af dygtige Dahan, kølige Kidman og graciøse Grace. Filmen minder desværre mere om en rædselsfuld reklame for dyre diamanter, end det fintfølende portræt Grace Kelly fortjener.

Det er ikke en ‘vugge til grav’-fortælling, vi præsenteres for i “Grace of Monaco”. I stedet dykker Dahan og filmens manuskriptforfatter, Arash Amel, ned i et enkelt år. 1962, helt specifikt – seks år efter Grace Kelly blev gift med fyrst Rainier III af det mikroskopiske fyrstedømme Monaco. I december 1961 ringer filminstruktøren Alfred Hitchcock på paladsdøren og tilbyder Grace en rolle i sin kommende film “Marnie”. Alligevel et ret vovet tilbud til en fornem fyrstinde med tanke på al den undertrykte seksualdrift, “Marnie” bobler over af. Dét tilbud har hun bestemt lyst til at takke ja til, men Tim Roths kedelige fyrst Rainier er en traditionens mand, og fyrstinder kan da ikke bijobbe i Hollywood. Ikke engang for Hitchcock. Rainier har også alvorligere problemer at tage sig af. Frankrig truer med invasion af Monaco, hvis Rainier ikke retter ind, og Monaco ophører med at være skattely.

Grace har endnu ikke fundet sig til rette i rollen som fyrstinde i 1962. Men den diplomatiske krise kan måske få hende til at indse, at ‘statelig fyrstinde’ bare er endnu en rolle, præcis som på film, hun kan og skal spille. Det bliver i hvert fald understreget mere end én gang i form af klodsede replikker. “Grace of Monaco” er således også en tilblivelseshistorie. Om end en noget postuleret og glittet en af slagsen.

Der er noget ubehjælpeligt og næsten amatøragtigt over den måde, filmen er klippet sammen på. Fra en forsøgt morsom montage med Grace, der skal lære monegaskisk etikette af en overdrevent lillefingerstrittende og flamboyant levemand (spillet af ellers så dygtige Derek Jacobi) til et krisemøde mellem Rainier – i filmen bare kaldet Ray – og hans stab, hvor Frankrig står på tærsklen til at invadere og suge de sidste franc op fra den slunkne statskasse. Og så tilbage til Grace på skolebænken, der pludselig, efter seks år på tronen, også vil lære fransk. At se Kidman slå knuder på tungen og skære grimasser af tungebrækkende, franske huskeremser er et af de mest tåkrummende øjeblikke i “Grace of Monaco”.

Bag kameraet står Eric Gautier. Han har tidligere udført fint arbejde på blandt andet Olivier Assays’ “Efter revolutionen” og Sean Penns “Into the Wild”. I “Grace of Monaco” går han, når han er bedst, tæt på. Sådan helt tæt på. Kidmans øjenvipper og tårestribede kinder fylder lærredet ud. Men når kameraet ikke er helt oppe i ansigtet på Kidman, søgende, ufokuseret og flakkende, holder det sig på kølig afstand af begivenhederne. Jeg kunne godt lide Tetsuo Nagatas ekstremt bevægelige kamera i Dahans “Spurven”. Her skabte Nagata potente billeder i så godt som hver en scene. Sådan forholder det sig desværre ikke med Gautiers arbejde på “Grace of Monaco”. Kun i glimt kommer man tæt på kvinden Grace og ikke bare fyrstinden af Monaco. Bevares. Der er masser af skønne, solbadede billeder af rivieraen, pangfarvede parasoller på det lokale marked og farvemættede rober, man kan beundre og sige ’ih, hvor dejligt'. Men det kommer man jo ikke nærmere ind på livet af Grace Kelly af.