A lady in the sheets…

Chan-wook Park må have været ellevild, da han faldt over Sarah Waters’ roman “The Fingersmith”, en historie fuld af den slags kringlede chokafsløringer og bedrageriske fortællere, han har gjort til et varemærke. “Oldboy”-instruktøren har kogt bogens udfoldede persongalleri ind og flyttet handlingen fra Victoriatidens England til århundredeskiftets Korea, men det grundlæggende trekantsdrama har han ikke set nogen grund til at ændre på. Den drillende koreaner har tilsyneladende mødt sin overkvinde i svedig, lesbisk sex og flashback-fortalte hævnhistorier.

Men Park tager entusiastisk kampen op med Waters’ komplekse fortælling og dens synsvinkel-skift. “The Handmaiden” er inddelt i kapitler med hver sin tematiske overskrift og hovedkarakter. Første (og klart længste) del følger hæleren, Sook Hee, der bliver tjenestepige for Lady Hideko, men i virkeligheden samarbejder med den falske Grev Fujiwara om at sende hende på galeanstalt og tage hendes penge. Anden del fortæller samme historie fra Lady Hidekos synsvinkel, mens tredje del samler trådene – kærlighed, besættelse, perversion – i et fint edderkoppespind. Alt, hvad man har set, bliver dobbelt belyst, men også dobbelt dunkelt, for alle karakterernes forklaringer afslører reelt kun én ting: ‘Jeg er blevet snydt’.

Så det driver. En fortælling om tricktyve, forfalsknere og andet pak får lige dét ekstra, når fortælleren selv er den største lurendrejer. Og her er der endda to af dem. Jeg blev narret så ofte, at jeg til sidst sad rystende tilbage og med en evig forventning om plot-twists bag hver ømme replik, under hvert hede kys. Ingen spiller med åbne kort, men langsomt aner man en fælles konstant i undertrykt seksualitet. Park tager turen dybere og dybere ind i det gemte. Fra kvindernes forbudte forelskelse over Fujiwaras indestængte brutalitet til Hidekos onkel Kouzukis bibliotek af blæksprutteporno. “The Handmaiden” er en skarp satire over det bedre borgerskab, hvis stivhed og holden på formerne dækker over de dybeste mørke kældre.

Men inden der går helt Freud i den, må jeg også fremhæve, hvordan Park (og Waters) samtidig gør nar af klichéen om, at kloge, rige mennesker må gemme på noget perverst. Hidekos onkel er en fuldstændig overdrevet fantasifigur, ‘den onde stedmoder’ kørt op, så vi kan forstå det, men samtidig en klovn, der tramper ind i de andres spil uden at ane, hvad der foregår. Det underlige element i fortællingen, som Park udstiller og viser frem med slet skjult fryd: ‘Se min vidunderligt groteske skurk’. Det er jo bare en historie, så hvorfor ikke bare give los.

Det er i det hele taget overfloden af indtryk, der præger “The Handmaiden”. Dens billeder er sat op som skønne malerier af japanske zen-haver og templer, der drukner i sommerregn. De to frontkvinder, Min-Hee Kim og Tae-ri Kim, er så smukke, at det nærmest gør ondt at se på. Park skruer på alle virkemidler, så historien bliver revet af sted i den ene velkomponerede scene efter den anden. Man kan prøve at holde sig distanceret nordisk tilbage, men “The Handmaiden” har snydt sig til alle de gode kort. Forført hedder det vist, når man sidder der med heftigt åndedræt og lever sig fuldstændig ind i legen, selv om man ved, den er falsk.