Rædselsfuld rapand

Det tager lang tid at lave en film. Sædvanligvis adskillige måneder. Af og til adskillige år. Der er mange led i skabelsen af en typisk spillefilm – fra forberedelserne over optagelserne til den endelige redigering. Utallige mennesker er som regel involveret i processen, som har indflydelse på, hvordan produktet bliver udtænkt, formet og lanceret. Hvorfor plaprer jeg løs om alle disse selvfølgeligheder? Fordi det netop er utroligt, at en film som “Howard the Duck” kan laves, uden at der undervejs bare er én eller anden i kæden, som løfter pegefingeren og skråler: ”Stop! Det er sgu noget lort, vi laver her. Bør vi ikke trække stikket ud eller starte forfra?”

Når man får plottet gengivet, tror man umiddelbart, at der er tale om en and. Og det er der egentlig også. “Howard the Duck” omhandler rapanden Howard, som lever på en anden planet, der udelukkende er beboet af halvstore, talende ænder. En dag bliver Howard pludseligt slynget ud i verdensrummet, og han lander på Jorden, hvor han forelsker sig i den menneskelige sangerinde Beverly, hvorefter han bliver tvunget til at hjælpe i kampen mod et grufuldt monster fra det ydre rum.

Det lyder fuldkommen stupidt, og det lykkes aldrig filmmagerne at få os til at tage deres bizarre historie seriøst. Filmen tager udgangspunkt i Steve Gerbers Marvel-tegneserier om Howard, men manuskriptforfatterne Gloria Katz og Willard Huyck udelader forlæggets spøgefulde satire for i stedet at fokusere på familievenlig action, romantik og special effects. Desværre er actionsekvenserne miserable, kærlighedsforholdet mellem Howard og Beverly er direkte kvalmende, og filmens effekter virkede håbløst forældede selv tilbage i 1986. Satiren er hårdt savnet – her er intet at grine af ud over filmens utrolige uduelighed.

Stort set alt i filmen er forkasteligt – lige fra det rærlige skuespil over det rodede manuskript til Howard selv, som måske er filmhistoriens mindst overbevisende rumvæsen. Mange forsøgte forgæves at overbevise George Lucas om at spytte penge i en tegnefilm om Howard i stedet, men Lucas var overbevist om, at hans special effects-folk hos ILM kunne gøre Howard troværdig via makeup og dukkeføring. Det kunne de ikke. Howards mimik er klodset, og makeuppen er grinagtig, men det er endnu værre, at man aldrig føler noget for Howard, fordi han er så evigt bitter og fornærmet, og eftersom historien fralægger sig forlæggets satiriske kant, tager man aldrig Howards pessimisme med et overbærende smil.

Skuespillerne er omtrent lige så stive og uoverbevisende som Howard. En overgearet Tim Robbins tumler hysterisk gennem filmen, mens Lea Thompson faktisk formår at overgå Robbins’ overspil i rollen som Beverly. Thompsons konstante, kunstige latter og ekstremt naive fremtoning bliver lynhurtigt trættende. Hun får også lov til at synge et par rædselsfulde popsange, som slet ikke når John Barrys udmærkedes underlægningsmusik til sokkeholderne. Ud over Barrys musik, som havde fortjent at akkompagnere en bedre film, er der stort set intet, som fungerer – hverken den på én gang sukkersøde og perverse kærlighedshistorie, den platte falde-på-halen/få-tærte-i-ansigtet-humor eller Howard og monsterets endelige opgør, som synes at være forbi, før det er begyndt.

“Howard the Duck” blev et kæmpe flop og var en af årsagerne til, at Lucas – ovenpå sin bekostelige skilsmisse – måtte sælge den del af sit enorme filmimperium, som senere blev til Pixar. Bittert. Samtidigt var der rygter om, at Universals to daværende præsidenter, Frank Price og Sidney Sheinberg, udvekslede knytnæver efter en heftig diskussion om, hvem der skulle bebrejdes for at have givet produktionen grønt lys. Det må heller ikke være sjovt at have “Howard the Duck” på sit CV, men i det mindste er filmen endt som et værdifuldt skoleeksempel på, hvad man netop ikke skal gøre, når man skruer en film sammen.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Billedsiden er plaget af en del snavs og støj, men dog aldrig i et decideret distraherende omfang. Hverken edge-enhancement eller udtværing forekommer, mens kontrasten sædvanligvis er mere end hæderlig – der er dog et par sekvenser (især dem med mange special effects), som byder på uoverbevisende sortniveau. Farverne er upåklagelige, og billedet er skarpt.

Audio

Udgivelsens Dolby Digital 2.0-lydspor er nogenlunde, men på ingen måde skelsættende. Eftersom der ikke er tale om et 5.1-mix, er der forståeligt ingen panoreringer at skrive hjem om. Den auditive atmosfære er mangelfuld, dybe toner har sjældent den ønskede gennemslagskraft, og dialogen lyder lidt flad. Til gengæld er der ingen støj, og i det mindste er alle lydeffekter og replikker tydelige, og musikken overdøves heller aldrig.

Ekstramateriale

Selvom “Howard the Duck” i sin tid floppede og fik de fleste kritikere på nakken, er den blevet til lidt af en kultfilm, der både dyrkes af fans og folk, der bare morer sig kosteligt over alle filmens brister. Og begge lejre vil formentlig nyde ekstramaterialet på denne Special Edition-udgivelse. Først og fremmest er her både filmens teaser og trailer, tre billedgallerier (bl.a. ét med flere af tegneseriehæfternes omslag), trailere til flere af Atlantics andre dvd-udgivelser samt adskillige siders tekst om filmen, George Lucas, Tim Robbins og Lea Thompson.

Derudover er her fire gamle, muntre dokumentarer (ca. 11 min.), som fokuserer på filmens sange og special effects. Langt bedre er “A Look Back on Howard the Duck” (26 min.) og “Releasing the Duck” (13 min.), som byder på helt nye interviews med flere af filmens bagmænd og skuespillere – deriblandt manuskriptforfatterne Gloria Katz og Willard Huyck, som taler meget åbent om den besværlige produktion og filmens modtagelse. Man savner dog at høre fra Lucas og Robbins.