Hvidsten gruppen
Udgivet 1. mar 2012 | Af: Sarahih | Set i biografen
Sådan bliver der sunget lystigt i det nye danske drama “Hvidsten gruppen” (bemærk i øvrigt det grammatisk forkerte mellemrum) af den debuterende spillefilmsinstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, hvori nationalisme står højest på dagsordenen. Men på trods af enkelte stærke skuespillerpræstationer, så vakler filmen desværre, og i sidste ende overskygger irritationsmomenterne den ellers så vigtige historie.
Det er nogle særdeles stærke temaer, som der tages hånd om i “Hvidsten gruppen”. Men fordi manuskriptet er noget lunkent, og eftersom filmen samtidigt bugner af utroværdigt skuespil (særligt de unge skuespillere klarer sig skidt), så kommer den autentiske historie aldrig rigtig ind under huden på tilskueren. Man hverken griner eller græder med karaktererne i filmen, og det er synd, for den genfortæller ellers en vigtig bid af Danmarks historie, som alle bør kende mere til.
Et eksempel er scenen, hvor datteren Tulle pludseligt vil have, at alle skal danse rundt i stuen i stedet for at sidde og være triste. Øjeblikket virker så forceret, at det er lige før, man kan mærke filmproducenten Regner Grastens fedtede ”Anja og Viktor møder Bølle Bob”-fingre trække i trådene. Giv os dog lov til at dvæle lidt ved vores tristesse – Danmark skal jo forestille at være i krig! Det er ikke, fordi undertegnede havde forventet eller forlangt en to timer lang grædeseance, blot fordi handlingen foregår under anden verdenskrig, men det giver vist sig selv, at krig ikke er lutter lagkage.
Men hvis man dog er i stand til at filtrere de lidt for påtagede ”åh se, hvor vi kan hygge os!”-scener fra, så har “Hvidsten gruppen” dog også noget godt at byde på. Først og fremmest sidder Jens Jørn Spottags fortolkning af Marius Fiil lige i skabet. Han ejer den rolle, og Bodil Jørgensen er nøjagtig lige så indtagende i rollen som Marius’ hustru, Gudrun. Spottag og Jørgensen supplerer hinanden så godt, at man vitterligt føler, at de er de personer, de portrætterer.
I en af filmens bedste scener sidder Gudrun og Marius i haven og diskuterer, hvad der skal til at ske, når nu der er blevet indført dødsstraf imod modstandsfolk. Gudrun konstaterer simpelt, men sikkert: ”Vi er en familie. Vi har så meget at kæmpe for.” Scenen føles ægte og virkelighedsnær – ikke blot eftersom skuespillet er så fremragende, men også fordi filmen her tør være mere nedtonet og dvælende. Her begynder man at føle patriotismen spire indvendigt, og man får lyst til at kæmpe side om side med de jyske frihedskæmpere. I fællesskab løfter den ældre generation af skuespillere filmen et godt stykke op ad karakterskalaen, og det er heldigt, for ellers havde filmen formentlig været en bundskraber. Hvidstengruppen havde fortjent bedre.
Se også: Filmz TV: Til gallapremiere på “Hvidsten gruppen” med filmholdet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet