Ud med den ubeslutsomme ungdom

Det kan godt være, det handler om unge Marijana fra Kroatien, men det her er ikke en ungdomsfilm som aktuelle “The Edge of Seventeen”. Det er heller ikke forvirrede unge mennesker a la Lena Dunham og slænget i HBO-serien “Girls”. Der er ikke nogen her, der skal finde sig selv. Marijana har styr på, hvem hun er, hvad hun vil, hvad hun kan lide, hvad hun vil have – og hvornår hun vil have det, hun kan lide. Hun er en stærk, ung kvinde. Hun er stille. Hun ved godt, hvor hun er på vej hen, hun har bare ikke travlt med at nå derhen. Og tak for det.

For det stille liv er ikke et forudsigeligt teen-problem. Hun har det okay med at bo hjemme hos mor og far, hvor hun deler soveværelse med sin bror. Der er ikke meget plads – heller ikke til forandring. Farmand Zlatko Buric fra “Pusher”-filmene sætter dagsordenen, så når Marijana kommer hjem fra arbejde, er det bare med at få vasket de hænder. Øv? Næ… Selv om hendes dage er ren rutine: vågner, følges med far på vej til arbejde, kommer hjem, ser lidt tv, sover. Og så igen. Men hun finder glæden i de små øjeblikke. Tager sig tid til at se lidt ud over vandet. Lure lidt på naboerne, der har sex. Man må nøjes med det, man kan få.

Det fede er, at det virker, som om hun fortsætter i rutinen, fordi hun har lyst til det. En dag takker hun ja til en venindes tilbud om at tage til fest. Og så gør hun det. Åbner op, render rundt i byen, som det passer hende. En mand spørger, om han må få et kys. Han er ældre end hende, man kan se, hvor meget han stinker af sprut. Men ved du hvad, Marijana har faktisk lyst til et kys i netop det øjeblik, så den er hun med på. En anden gang skal hun nok sige nej, men hun gør, hvad der nu passer hende, når det passer hende. Fedt!

Det er befriende at se på et beslutsomt, ungt menneske, der ikke render hovedløst rundt. Livet kører i hendes tempo. Første gear i lange perioder, og så er det pludselig nul til hundrede på ingen tid. Accelererer uden varsel, når det føles rigtigt. For sådan er livet jo egentlig. Det bølger frem og tilbage, og det er ikke altid så ligetil. Der er ikke konstant udvikling altid, nogle gange er det et skridt frem, to tilbage og så forfra. Morgenmad, kys med spritteren… Nåh nej, vi prøver igen i morgen. Eller hvad? Hvad hvis det bare føles rigtigt?

Instruktør Hana Jusic holder sig på afstand for det meste, lader bare Mia Petricevic spille Marijana, som det føles rigtigt. Til tider rykker hun tæt på, helt ind til smilet, der kommer efter et kys, andre gange betragter vi bare, iagttager hende. Jusic følger hende lige så nysgerrigt, som jeg gjorde. Lærer mere og mere om hende. Hun viser kun det, hun har lyst til at vise. Og fandme nej om man skal kunne se et mønster. Bare fordi hun tog i byen en gang og kunne lide det, betyder det ikke, at hun kan det næste gang.