En dokumentar af i går

Kan man redde hele menneskeheden med en enkel film? Det er svært at tro. Men det synes alligevel at være missionen for det franske filmprojekt “I morgen”. Budskabet er både ambitiøst og optimistisk, men desværre også pakket ind i en dokumentar, der er lige så ensidig, som den er en film af i går.

Polerne smelter, havene stiger, og snart kan vi ikke leve på vores planet længere. Det er begrænset, hvor mange gange man kan få at vide, at Jorden går under, før man, uagtet hvor sandt det er, stopper med at være urolig og går tilbage til at leve sit ubekymrede liv. Måske med en elsparepære mere end i går. I lyset af dette virker det derfor forfriskende, når  “I morgen” optimistisk proklamerer, at Jorden stadig kan reddes. Alt, vi skal gøre, er at lære af hinanden og af vores egne erfaringer.

“I morgen” er bygget op som en slags klimavenlig roadtrip, hvor vi besøger forskellige lande og kigger på, hvad vi kan lære af dem. Ikke meget ulig Michael Moores seneste film, “Where to Invade Next”. Men hvor Michael Moores egen morsomme og polariserende person er fugen, der binder hans film sammen, så har Cyril Dion og Mélanie Laurent gjort, hvad de kunne for at klippe sig selv ud af egen film. Det eneste, der er tilbage af de to filmskabere, er billeder af dem, hvor de kører i bil eller går i bjergene på vej mod deres næste destination med opstillede samtaler, hvor de pædagogisk forklarer hinanden, hvad vi har lært, og hvad vi skal til at lære.

Desværre gisper “I morgen” desperat efter noget personlighed. Den består næsten udelukkende af talking heads-interviews med kloge, men også lidt kedelige eksperter, der kun lejlighedsvis bliver afbrudt af en graf eller en intetsigende musikmontage til billeder af planter og glade mennesker i solskin. Det meste af informationen serveres tørt og fantasiløst. Og på trods af at et par af de interviewede umiddelbart virker som nogle interessante karakterer, lærer vi dem aldrig at kende. Det kan godt være, at den gamle tykke landmand med det buskede skæg ser interessant ud, som han vandrer rundt blandt smågrise i sit minilandbrug og lejlighedsvis kommer ind på konspirationsteorier om kornindustrien. Men i enden er han der kun for at understrege en pointe om, at økologisk landbrug er fantastisk. Og så snart han har sagt det, skynder kameraet sig videre.

“I morgen” forsøger ambitiøst at give os et detaljeret totalbillede af en hel alternativ verden, hvor alle større byer har deres egen møntfod, cyklen er det mest populære transportmiddel, og der er plantet økologiske jordbær for foden af alle vejtræer. I det totalbillede er der dog ikke plads til ét eneste modargument. Hvor der entusiastisk fortælles, hvordan det finske skolesystem altid scorer højt i PISA-tests og hvordan eleverne trives bedre her end noget andet sted, så siges der ikke noget om, hvor meget det koster at have to universitetsuddannede lærer for hver femtende  folkeskoleelev. Grundlæggende fakta, nødvendig for at kunne skabe sig en informeret mening om noget som helst, udelades alt for ofte og efterlod mig med en fornemmelse af, at filmskaberne forsøger at videregive et lige rigeligt rosenrødt billede af virkeligheden.