At se lyset i Hank

En kedelig fyr. Det var nok, hvad man havde sagt om Hank Williams dengang i 50’erne, hvis hans turné havde lagt vejen forbi Danmark. En ægte sydstats-hellblazer med en guitarkasse fuld af whisky, stoffer og hjertesmertende country, der er legendarisk i det amerikanske hjemland. Selvom ‘kedelig’ giver nogle andre associationer i dag, kan man desværre stadig godt smide det efter Hiram King Williams og “I Saw the Light”. For sikke en konventionel og klichépræget genfortælling af den ældgamle historie om musikeres mørke bagsider.

Det begynder med Tom Hiddleston alene under en brændende lampe i en a cappella-version af “Cold, cold heart”. Jeg har haft den på hjernen lige siden, en understregning af musikkens kvaliteter, der skinner igennem, uanset om man synes, Hiddleston gør det fint eller forfærdeligt. Men der skal også fortælles noget, så der klippes direkte til Williams’ bryllup med første kone, Audrey. Det foregår i regnvejr hos en automekaniker, så Hank kan nå tilbage til sit populære radioshow. Alt skal signalere ung, impulsiv kærlighed, der trodser dominerende mødre og snærende moralske bånd.

Derfor kan det undre lidt, at man vælger Tom Hiddleston til at portrættere en 20-årig forelsket knægt. Han spiller godt og synger godt, men der ligger en tragedie i Hank Williams’ lynhurtige op- og nedtur, der forløses mindre godt af en smuk, voksen 35-årig. Det går bedre for Elizabeth Olsen, der er det stærkeste kort som en stædig og ikke videre sympatisk frue med direkte adgang til mandens pladestudie og intet sangtalent at bruge den til. Deres turbulente samliv skal være myten bag legenden, men det ligner mere en sladderbladsartikel, om hvem der nu løber tilbage i hvis arme.

Det er i det hele taget nogle underlige flade scener, Marc Abraham får sat sammen, uden særlig meget rum til at gøre karaktererne vedkommende. Williams’ karriere var kort, men åbenbart ikke kort nok til, at man kan få det hele med uden at forfalde til dokumentar-stil, hvor fiktive interviews med pladebosser og bookere fortæller lidt løst og fast om den destruktive stjerne. Bare som en guide til os, der ikke er specialister i historien. Og nødvendigt fordi figurer kommer og går igen i abrupt sammenklippede blokke. Der har manglet en sikker hånd til at skære igennem og vælge det mindre vigtige fra.

Læsset vælter fuldstændigt, da Audrey og mor Williams forsvinder ud af historien i den sidste halve time. Her skal dødsmarchen bare overstås til lyden af den nye, ligegyldige kone, der brokker sig over det samme druk som den sidste. Bleg og hostende går film og hovedperson de sidste rulletekster i møde, og jeg tog mig selv i at være jævnt ligeglad. Det er svært at undgå sammenligningen med “Walk the Line”, der trods alt bandt Johnny Cash’ liv og musik ordentligt sammen, selv om den var pæn og glat. Purister kan sikker skændes længe om, hvem der var den største sanger, men på film vinder Cash klart.