I skyggen af kvinder
Udgivet 4. nov 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Titlen gør det klart; dette er en film lavet af mænd, for mænd og først i tredje række om kvinder. Man kan overveje, om titlen er en anklage imod de dominerende kvinder, der tiltager sig mere plads og opmærksomhed både i vores samfund og i vores kærlighedsliv, eller om det snarere er en gammelromantisk erkendelse af kvindens naturlige plads på en piedestal, hvorfra hendes lys kan stråle ud over os andre. Men det ændrer ikke på synsvinklen. Det er også derfor, at dens kluntede konklusioner om kærligheden og parforholdets inderste væsen aldrig overbeviser.
Instruktøren Philippe Garrel har ønsket at lave en film, der ikke vælger side i ‘kønnenes kamp’. Det er da et sympatisk projekt, men det ødelægges, når han vælger at skildre sin mandlige hovedrolle så entydigt utiltalende, at udtrykket ender med at blive en karikatur. Pierre ignorerer sin kone, snerrer af sin elsker og er i det hele taget blottet for følelsesmæssigt udtryk. Stanilas Merhar er en glimrende skuespiller, men her har han ikke meget at arbejde med. I meget af filmens spilletid er hans sure fjæs irriterende at se på.
Det er på ingen måde en filmstil, der er ukendt for Garrel, men her kører han tilsyneladende i tomgang. I hans forrige film, “La jalousie” fra 2013, leverede sønnen, Louis Garrel, i samspillet med karakterens lille datter et følelsesmæssigt engagement, der forhindrede den i at blive ren stiløvelse. Historien var også mere løs, hvor den i “I skyggen af kvinder” er meget strammere. Næsten pedantisk. Det frustrerer mig så meget desto mere, da filmens plotforviklinger tilsyneladende foregår i en verden fuldstændigt uden smartphones, Facebook og internettet, der ellers kunne have tilladt dem at springe indtil flere led i fortællingen over.
Hvad siger Garrel så om kvinderne? Jo, de er evigt opofrende ildsjæle, hvis konstante prikken er den eneste grund til, at deres dovne og dumme ægtemænd nogensinde får noget gennemført, og hvis man bare fortæller dem, at man elsker dem, så vil de tilgive én alt. Jeg er ikke sikker på, at det er et indlæg i kønsdebatten, som mange feminister vil takke den 67-årige instruktør for.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet