Intelligent politisk satire

Portrætfilm har det ofte med at blive en smule stringente og holdt lige efter bogen. Umiddelbart kan det have noget at gøre med, at mange filmskabere føler, at troværdigheden kommer i første række. Dog kan det sagtens lade sig gøre at forsøge sig med en helt æstetisk anderledes og surrealistisk sprudlende form, hvilket instruktør Paolo Sorrentino understreger med “Il Divo” om den gådefulde italienske politiker Giulio Andreotti.

Den lille vævre politiker var i den italienske regering fra 1946 til 1992, hvor han afsluttede på ministerpræsidentposten gennem syv valgperioder over tyve år. I starten af 90’erne blev han anklaget for korruption og forbindelse til mafiaen, mens han senere blev fængslet for involvering i mordet på journalisten Mino Pecorelli. Dog blev han frifundet for alle anklager som den indflydelsesrige og politisk stærke person, han er. Der er imidlertid alle mulige grunde til, at en politisk portrætfilm om en af alle tiders mest berygtede politikere skulle blive en kedsommelig historisk korrekt gennemgang. Den sandfærdige beretning om Andreotti er i sig selv dog omgærdet af mere mystik og spekulation, end de fleste andre politikere kan (eller vil) vedkende sig.

Filmen er imidlertid noget så særligt som en original portrætfilm, hvor kreativ narrativ og æstetik går op i en højere enhed. Ingen tvivl om, at tungen skal holdes lige i munden under de mange fantasifulde og særprægede sekvenser, der er sammenført med intelligent politisk satire. For der er en udspekuleret mening med den visuelle galskab. Endda en ganske fascinerede én af slagsen.

“Il Divo” udnytter filmmediet til fulde med et mesterligt visuelt arbejde, der først og fremmest er utroligt orkestreret. Til trods for at billederne er gennemarbejdet og symbolladet, opstår der på intet tidspunkt tung stemning eller trættende sekvenser. Dette opnås i en spændstig synergi mellem dynamisk musikvideoæstetik peppet op med passende underlægningsmusik og en hyperstilistisk billedside, der klip for klip sagtens kunne stå for sig selv. Hver indstilling er tilpasset Andreottis subjektive sindstilstand – et virkemiddel, der blandt andet er set i Martin Scorseses Jake LaMotta-biografi “Raging Bull”. Dog er “Il Divo” noget mere fornøjelig. Der bydes på frisk og underholdende satire i høj klasse. Eksempelvis når medlemmer fra Andreottis parti bliver præsenteret som hårdhudet kriminelle som i en gangsterfilm, eller når Andreotti fyrer den ene knastørre bemærkning af efter den anden akkompagneret af farverig montage.

Interessant nok forsøger Sorrentino ikke at manipulere med publikum i meningsdannelsen af den bemærkelsesværdige politiker – tværtimod. I stedet skabes et åbnet forum af de mange anklager rettet mod den skarpe politiker, besvaret fra alle tænkelige vinkler. Andreotti selv, fremragende spillet af Toni Servillo, føles afstemt og distanceret over for anklagerne – mens hans indre liv formet af billedkompositionerne i den grad sætter omstændighederne i et ironisk relief. Dog forbliver spørgsmålet om hans skyld usagt – det må være op til publikum selv at vurdere. Én ting er sikkert – myten om Andreotti bliver ikke mindre interessant, særligt ikke når Sorrentino har en finger med i spillet.