”Brændt barn skyr ilden,” påstår et gammelt ordsprog. Men den amerikanske filmindustri skal åbenbart overdænges med benzin og direkte flamberes, før den omsider tager ved lære af sine fejl. “Iron Man 2” begår i hvert fald nøjagtig den samme fejltagelse som adskillige ældre superheltefilm: Den propper sit manuskript med så mange sideløbende historier og karakterer, at den indimellem taber pusten. Film som “X-Men Origins: Wolverine”, “Spider-Man 3” og (ikke mindst) “Batman & Robin” var alvorligt hæmmede af deres overproppede drejebøger. Den store forskel i “Iron Man 2″s tilfælde er, at brøleren ikke bliver fatal.

Som man kan høre, har filmmagerne mange jern i ilden ud over vores jernklædte helt. Men på mirakuløs vis formår instruktøren Jon Favreau for det meste at holde boldene i luften uden at tabe dem. Robert Downey Jr. er limen, der holder det hele sammen. Selvom Tony Stark er lidt af en selvoptaget narcissist, så er Downey så ufatteligt charmerende i rollen, at man ikke kan undgå at holde af ham. Downey gengiver Starks spydige ironi og drengerøvsattitude helt perfekt, og selvom Downey er lidt af en splejs i forhold til muskelmænd som Christian Bale og Brandon Routh, så er han også fuldstændig overbevisende, når der skal uddeles knytnæver og laserskud.

Den største grund til, at “Iron Man 2” fungerer så godt på trods af det overdimensionerede persongalleri, er formentlig, at der hovedsageligt fokuseres på Stark. Vi kommer næsten tættere på den spøgefulde antihelt end i den første film, og Starks kamp mod sin egen samvittighed og sygdom gør indtryk og giver Downey rig lejlighed til at demonstrere, at han er lige så ferm til at håndtere drama som komedie og action. Downeys karakteristiske, skæve humor skinner ofte igennem og fremtvinger talrige smil og grin. Men fokusset på Stark tvinger selvfølgelig flere af de andre figurer i baggrunden.

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er simpelthen fejlfrit. Detaljerigdommen er forbløffende. Ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt billede optræder, og hverken edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer. Kontrasten kunne ikke være bedre, og farvegengivelsen er superb – de røde nuancer på Iron Mans udrustning og det grønne græs på Starks plæne fik næsten min mund til at løbe i vand. Sådan skal en dyr blockbuster dæleme se ud i HD!

Mindst lige så imponerende som transferet er diskens overdådige DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, som sparker lige så meget røv som filmens velarmerede superhelt. Det vrimler med eminente panoreringer, og når Iron Man flyver forbi kameraet, får man fornemmelsen af, at han flyver igennem lokalet. Både høje og dybe toner gengives krystalklart og med den helt rette slagkraft, og hverken musikken eller replikkerne overdøver eller overdøves. Subwooferen får for alvor gulvet til at vibrere, så det er nok en god idé at invitere underboen på middag, før du smækker disken i afspilleren.

Jon Favreau har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Instruktørens angiveligt anstrengte forhold til Marvel er en af få ting, som Favreau ikke diskuterer undervejs. Her er også et glimrende video-kommentarspor (som faktisk kan opdateres via internettet), som disker op med en masse info, mens filmen kører. “Ultimate Iron Man: The Making of Iron Man 2” (87 minutter) er en fremragende dokumentar om filmens tilblivelse, som byder på adskillige interviews og klip fra optagelserne. Adskillige trailere, storyboards, billedgallerier, en AC/DC-musikvideo, 17 minutters slettede scener og yderligere 31 minutters dokumentarer, som hovedsageligt gennemgår karakterernes rødder, er også inkluderet. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Selve filmen medfølger på dvd, men det gør ekstramaterialet ikke.

Hvad end man siger om “Iron Man”-filmserien, så må man give den kredit for dens hastighed. Efter blot en enkelt fortsættelse er det næsten allerede lykkedes den at trække stikket ud på nærved samtlige af de ting, der gjorde den første film til sådan en stor fornøjelse.

Filmen fortsætter omtrent, hvor den sidste slap. Tony Stark har med vanlig mangel på ydmyghed afsløret, at han er verdens eneste ægte superhelt, og han nyder nu berømmelsens lys. Indeni går det imidlertid knap så godt, og den anordning, der holder ham i live, er også langsomt ved at forgifte ham. Regeringen forsøger ihærdigt at få fingrene i hans kampdragt, og samtidig dukker en skummel russer i Mickey Rourkes skikkelse op, som også lader til at besidde hemmeligheden om Starks energikilde.

Hvor filmen byder på masser af snak mellem mænd i dyre habitter, så er den til gengæld overraskende blodfattig, når det kommer til action. Vi er ca. et kvarter inde, før det første (og filmens bedste) slagsmål dukker op, og herefter er der stort set stille indtil slutningen. Som så mange andre film i genren kulminerer “Iron Man” i et effektspektakel, men da består oplevelsen mest i at se ansigtsløse CGI-robotter skyde hinanden i smadder, og det er nu engang temmelig vanskeligt at interessere sig for, hvilken effekt der nu løber af med sejren. Det var også til dels et problem i den første film, men der fik Starks uhøjtidelig personlighed lov til at styre løjerne. Her er det i stedet maskinerne, der taler.