Kunsten at begå selvmord

“Det er ikke mig… jeg sværger!” tog publikum med storm på dette års CPH:PIX og vandt også en pris som publikums yndling som tak for besværet. At et skandinavisk publikum lader sig charmere af en canadisk film kan hænge sammen med, at den unge 10-årige protagonist Léon ikke har så lidt tilfælles med Ingemar i Lasse Hallströms “Mit liv som hund”, og at filmen rent tematisk har en besnærende lighed med den morbide humor, vi stiftede bekendtskab med i Peter Schønau Fogs “Kunsten at græde i kor”. Nu får publikumsyndlingen mulighed for at gøre indtryk på hele det danske biografpublikum.

I et forstadsmiljø i 1968’ernes brydningstid møder vi en far og mor samt brødrene Jérome og Léon. Far og mor skændes altid. Han arbejder længe og opfører sig – ifølge ham selv – normalt, hvorimod hun er rebelsk frisindet og vil frigøre sig selv fra den patriarkalske normalitet, der munder ud i en selvrealiseringsrejse til Grækenland. Léon tager drastiske midler i brug for at stoppe de evindelige skænderier, hvor han enten forsøger sig med spektakulære selvmordsforsøg eller ildspåsættelse på hjemmet for at sikre husfreden. Selvmordsforsøgene stopper ikke med moderens afsked, der derimod afstedkommer endnu mere destruktion fra Léons side af, der bliver flankeret af den voldsramte pige Lea.

Vi følger det sælsomme univers igennem gavtyven Léon, der på en gang er uvidende om, hvad der sker omkring ham, og samtidig ganske klar over, hvad hans voldsomme opråbshandlinger fører til. Som da faderen vredt jagtende tager ham i en løgn, hører vi Léons indre morbidt humoristiske monolog, der ræsonnerer sig frem til, at det mindst slemme i valget imellem at skulle konfronteres med faderens repressalier og falde 10 meter ned på hård sten er sidstnævnte, der nok giver ham fysiske smerter, men indre fred. De tre børn i de bærende roller er fænomenalt castet og spiller med stort overskud og fornemmelse for den humoristiske balance, der kan være vanskelig at holde i en film om forsømte børn og selvmord.

Den unikke blanding af humor og dødelig alvor virker ganske efter hensigten, hvor man gang på gang må tage sig selv i at tvivle på, om der skal grines eller grædes, når den lille Jern Henrik udsætter sig for smerte for at slippe for skænderier eller straf. Dog er der antræk til enkelte utroværdige problemer med hovedkarakteren, der synes at svæve imellem to bevidsthedsplaner, hvor han pludselig går fra at være en 10-årig ballademager til en 10-årig dreng, der grubler over græske filosoffer.

“Det er ikke mig… jeg sværger!” er en lille film, der vil sige mangt om meget – måske for meget, hvilket gør den til en levende og diskussionslysten film, og dem kan vi aldrig få for mange af. Hvad er det normale, og er det godt eller skidt at være det? Her står faderen og sønnen Jérome for det regelrette og normbestemte, hvorfor Jérome farer i flint, da Léon siger, at forældrene er blevet skilt – det er lige så slemt som at sige “vagina”, bedyrer Jérome. Heroverfor står moderen og Léon, der vil bryde fri og ødelægge – henholdsvis patriarkatet og alt andet. En stærk tematik, der ville have stået fortrinligt for sig selv, men i denne film er spædet op med kritik af 68′-generationens egoistiske selvrealisering, en undersøgelse af, hvad psykisk og fysisk vold gør ved børn, opdragelsesfilosofi og en hel del mere, der næsten gør den tematiske kage lidt for fed.