Der er lagt op til en god gang “hvem narrer hvem” i F. Gary Grays hurtige og smarte kupfilm, som er baseret på Peter Collinsons oprindelige film fra 1969, der havde Michael Caine i hovedrollen. Men det bliver hurtigt klart, at der under den blankpolerede overflade gemmer sig en tynd historie, stereotypiske personer og en gabende forudsigelig film.

En gruppe karismatiske tyve, ledet af den garvede John Bridger (Donald Sutherland), stjæler en kæmpe ladning guldbarrer i Venedig, men bliver dog på vej hjem forrådt af den korrupte Steve (Edward Norton), der vil have guldet for sig selv. Han dræber John og efterlader de andre i den tro at de er døde, men vore helte vender selvfølgelig tilbage – og denne gang med planer om at hævne sig på Steve. Den unge Charlie Croker (Mark Wahlberg) leder nu gruppen og han må have hjælp af bl.a. Bridgers datter Stella (Charlize Theron) til at få fat i pengene.

Ligesom andre film i samme genre, indeholder “The Italian Job” en gruppe af tyve, der hver især er ekspert indenfor et bestemt område. Gruppen består her af lederen Charlie (Wahlberg), chaufføren Handsome Rob (Jason Statham), computergeniet Lyle (Seth Green), sprængstofeksperten Left Ear (Mos Def) og pengeskabsteknikeren Stella (Theron), som samtidig agerer ‘loveinterest’ for vores hovedperson Charlie.

Ingen af personerne er interessante og skuespillerne formår ikke at trække karaktererne ud over de ynkelige skabeloner de nu engang er skåret efter. Dette bliver alt for tydelig i den tåbelige “Steve”, som er alt andet end en værdig modstander til filmens helte. Han er overfladisk, kedelig og det er tydeligt at Norton har holdt en fridag da han optog denne film. Wahlberg gør det heller ikke meget bedre i sin fremstilling af den ejegode Charlie, der døjer med et faderkompleks og er så klichéfyldt, at man ikke kan lade være med at trække alvorligt på smilebåndet.

Ligeledes havde man helst været foruden den klassiske sødsuppe om den gode og ædle tyv, i skikkelse af Sutherlands karakter, der bare lige skal begå det sidste kup inden han trækker sig tilbage som god familiefar.

Filmens mangel på en ordentlig historie søges kompenseret af instruktørens kiksede forsøg på at fange en cool og funky stil tilsat fængende rocknumre. Dette ses tydeligt i de platte introduktioner til gruppens forskellige personer, hvor vi i flashbacks ser grundlaget for deres respektive ekspertiser. I det hele taget bærer filmen præg af, at være en forlænget musikvideo tilsat heftige biljagter, der mere leder tankerne hen på en reklamekampagne for de Mini’er de kører rundt i, end om en egentlig kupfilm.

Filmens eneste force er dens kup og udførelsen af dem. For da Steve afslører gruppen undervejs må de ændre den nøje tilrettelagte plan, og resten af filmen går så med, at de to modstandere forsøger at udmanøvrere og udtænke hinanden. Men det betyder samtidig, at man faktisk sagtens kan være foruden den første time af filmen, der kun indeholder de kedelige introduktioner til karaktererne, Stellas forsøg på at blive en del af gruppen, samt det utroværdige kærlighedsforhold mellem Charlie og Stella.

Så hellere mere af den hæsblæsende jagt i subway’en eller katten efter musen mellem Mini’er og en helikopter. Det hele er derudover tilsat endnu et faremoment i form af nogle hævngerrige Ukrainere, som selvfølgelig også blander sig kraftigt i løjerne.