Julie & Julia
Udgivet 15. okt 2009 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Åh ja, de skønne halvfemsere. Husker I dem? Dengang Julia Roberts og Meg Ryan kappedes om at kunne dryppe mest af kandiseret romantik i diverse letbenede hyldester til parforholdet, der sammen med samtalekøkkenet åbenbart er meningen med det satans liv. Instruktør Nora Ephron var særligt begejstret for søde Meg i selskab med Tom Hanks. Hun gav os således både “Søvnløs i Seattle” og “You’ve Got Mail”. Nu er Ephron tilbage med samme opskrift, dog med en ny Meg Ryan – hun hedder Amy Adams.
Parallelhistorien om de to madglade kvinder strutter af uforpligtende fortælleglade og velmenende varme hele vejen rundt. Meryl Streep er overskudsagtig og til tider morsom i rollen som den kejtede, men varmblodede gourmande Julia. Problemet med denne halvdel af filmen er, at man dårligt ved, hvad man skal stille op med den. Jovist, den bruges som spejl på Julies nutidstilværelse, der viser, at selv en mester havde problemer og måtte kæmpe for sit projekt. Men det kan dårligt retfærdiggøre at bruge halvdelen af filmen på denne velfungerende, men også uvedkommende sekundære handlingstråd.
Men ender det nu også godt? Er livet virkelig kun en succes, hvis du griber fat om et selvrealiserende mig-projekt og får succes med det? Julies liv er for hende selv meningsløst, da hun pligtopfyldende udfører sit vigtige arbejde med at hjælpe mennesker videre fra årtusindets mest omtalte katastrofe og kommer hjem til en velmenende, men dog lidt tumpet kæreste. Men da ukendte mennesker giver hende bekræftelse via hendes blog, der ender med at give hende stjernestatus, så er hendes liv lykkeligt og perfekt – hun er kendt, og det er åbenbart det, der tæller i vore dages stem-hjem-tv-verden.
Velvilje, fortællelyst og to fabelagtige skuespillerinder fra hver sin generation kan bringe en film langt, men denne gang er det ikke nok til at få “Julie & Julia” helt i mål. Kvindesynet er tilbageskuende fra dengang, hvor kvindens eneste mulighed for lykke var i parforholdet, mere præcist i mandens køkken. Samtidig forherliger filmen ensidigt tanken om, at menneskelig lykke skabes igennem karriere og kendthed, hvorfor nogle andre åbenbart må tage sig af ofrene fra 11. september, alt imens Julie genskaber en kogebog på sin blog. Bon appetit.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet