Større! Farligere! Flere tænder!

Det er efterhånden 22 år siden, at Steven Spielberg pustede nyt liv i de forlængst uddøde dinosaurer og gav en hel generation af fortryllede drenge og piger en masse nye yndlingsdyr – og stof til utallige mareridt. “Jurassic Park” var teknisk overvældende. Med ét syntes afstanden mellem ambitiøs fantasi og biograflærred pludselig meget kortere. Men det altså 22 år siden, og den teknologiske udvikling har ikke stået stille. Derfor kommer “Jurassic World” nu og fører dinosaurerne ind i IMAX-biografens og 3D-brillens tidsalder. Kan de nye muligheder genskabe de samme følelser, som Spielberg vakte dengang? Ikke helt, hvis du spørger mig. Den store fantasi har slået automatpiloten til.

John Hammonds “Jurassic Park”-drøm fra 1993 om en forlystelsespark med levende dinosaurer er nu blevet til virkelighed. Men ganske ligesom filmen “Jurassic World” kæmper forlystelsesparken med et par udfordringer. Folk er simpelthen ikke så imponerede af dinosaurerne, som de var for 22 år siden. Nyhedsværdien er gået tabt, og folk har set sig mætte på de store fortidsbæster. De skal hele tiden blive større, vildere, højere. Ellers har de ingen interesse. Som biografgænger forstår jeg udmærket de uimponerede parkgæster. Min oprindelige forbløffelse fes også ud i takt med, at de halvsløje sequels – film 2 og 3 – udvandede oplevelsen fra det første møde med “Jurassic Park”.

Kan det lade sig gøre at genoplive Jurassic-konceptet? For videnskabsmændene ligger løsningen lige for. Hvis man kan skabe en dinosaur med DNA-teknologi, så kan man vel også gå skridtet videre og designe sin helt egen superdino, der overgår selv gode, gamle Tyrannosaurus rex på samtlige parametre. Indominus Rex, døbes bæstet. Det skal nok få gæsterne til at ryste i bukserne. Og biografgængerne til at hoppe i sæderne. Den første del lykkes fint. Ikke mindst da den – selvfølgelig – bryder ud af sin indhegning og går på rov i parken. Men rædslen når aldrig fra Isla Nublar og ud i biografsalen.

For det kan godt være, at Indominus Rex er større, vredere og har flere tænder. Men den ligner nu T-Rex til forveksling. Både når den brøler os lige ind i ansigtet, og når den stirrer på os med sine iskolde reptiløjne. Og hverken det store IMAX-format eller 3D-brillerne flytter grænserne for filmoplevelsen i samme grad som den første films brug af CGI og animatronics. Det er meget sigende, at karaktererne bliver nødt til at skrige den nye superdinos særtræk ud for fuld hals (”Den kan camouflere sig!”, “Den snød os, den er intelligent!”, “Den er ikke sulten, den slår ihjel for sjov!”). For set med det blotte øje er alt, som det plejer i Jurassic-universet. Der er ikke så meget som én eneste ny idé på spil.

Men det er da underholdende. Bevares. For det bliver aldrig kedeligt at se en kæmpe, ondskabsfuld dinosaur bide en stakkels parkmedarbejder midt over. Og de utallige flugtscener med deres grundlæggende lige-på-et-hængende-hår-spænding er effektive – men ingen enkeltstående scener er lige så mindeværdige som den, hvor Lex og Tim gemte sig fra raptorerne i køkkenet fra 1993. Eller den, hvor Rex åd ham, der gemte sig på toilettet. Det er til gengæld befriende, når instruktør Colin Trevorrow giver plads til lidt selvironi. Som det er tilfældet med hipster-gutten i kontrolrummet, der har købt en “Jurassic Park”-t-shirt på Ebay, fordi den er retro, autentisk og cool – modsat den nye park, som skaber pseudo-dinosaurer for at stille gæsternes behov for nye gys. Pff. Ynkeligt. Chris Pratt er også udmærket som velociraptor-hviskeren, Owen, der har etableret sig som alfahan blandt de små, hurtigløbende kødædere. De øvrige karakterer går fra det forglemmelige til det irriterende. Men “Jurassic World” handler ikke om karaktererne. Den handler om mutant-dinosaurer og special effects.