Familier, der fjoller sammen, holder sammen

Hvis tipstjenesten en dag finder på at udbyde spil på filmanmeldelser, er det idiotsikre bet så absolut de danske børnefilm. Under 1,5 stjerner til odds 2,58 er penge direkte i banken. De glade og farvestrålende plakater, ofte fra Regner Grasten, giver simpelthen anmeldere trækninger ved øjenkrogen, inden lyset i salen er slukket. Trods formaningerne storsælger hyggemaskinerne hver gang. Der er penge i den trygt gammeldags verden, hvor danske familiers største udfordringer er pinlige madpakker og grådige grossister, der fifler med ispindepriserne.

I den nyeste og ganske udmærkede filmatisering af Thøger Birkelands bogserie er skurkene godt nok opdateret til bankfolk, men deres skumle planer for familiens lejlighedskompleks klinger stadig mere af fup og fidus end hardcore kriminalitet. Lars ‘Stein Bagger’ Bom og Jens Jørn Spottag narrer snedigt Fru Olsen til at afhænde opgangen for en slik, men bliver resten af tiden slapstick-tævet af Tom og Krummes grønspættefælder. Med klovnede rumpefald og fårede ansigtsudtryk. Præcis som det har været i børnefilm siden “Alene Hjemme”

Eller det er måske en fejlslutning, for jeg må indrømme, at jeg ikke er helt opdateret på live-action-børnefilm. Jeg har styret pænt uden om de nedsablede “Far til fire” og “Min søsters børn”, men det er mit indtryk, at de ikke har rykket genren i nye retninger. “Krummerne – Alt på spil” bliver ikke bannerfører for en ny tids filmkunst for børn, men virker knapt så hysterisk farceagtig og anakronistisk som de andre. Hvis Krumme har nogle fjollede onkler med falsetstemme, gemmer de sig i hvert fald nede i ismejeriet.

For selvom Krumme synes, at hans familie er noget af det mest underlige og skæve, er de småkedeligt almindelige og deres problemer genkendelige. Forældrene har travlt, så lejligheden roder. Søster Line er teenager. Lillebror Grunk er glad. Som jeg husker det, var resten af familien slet ikke så veltegnet i 90’ernes udgaver, som de er her. Henning Valin og Lisbet Wulff får meget skærmtid og skaber gode scener ud af kampen imod folkeskolereformen, forkælede skolebørn og new management i vuggestuerne.

Til gengæld står de centrale konflikter svagere, især når de skal bæres af børneskuespillere, der klarer det fint, men ikke så meget mere end det. Rivaliseringen med dumme Hans om at blive skolens bedste cykelrytter føles påklistret og som en undskyldning for en hektisk racerløbsfinale. Samtidig er alt gennemsyret af den sympatiske, men for spændingen katastrofale idé om, at ’det løser vi'. Ingen er jo rigtigt i fare i Velfærdsdanmark. Den fædrene gård og giftermålet med den pæne Yrsa kommer aldrig på spil, og så forfalder Krummerne til småsjove scener, der roligt bærer mod en forudsigelig slutning.