Kvinderne på sjette sal

InstruktionPhilippe Le Guay

MedvirkendeFabrice Luchini, Sandrine Kiberlain, Natalia Verbeke, Carmen Maura, Lola Dueñas, Berta Ojea, Nuria Solé, Concha Galán, Marie-Armelle Deguy, Muriel Solvay, Audrey Fleurot, Annie Mercier, Michèle Gleizer, Camille Gigot, Jean-Charles Deval

Længde105 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen13/10/2011


Anmeldelse

Kvinderne på sjette sal

4 6
En kærkommen omfavnelse i efterårskulden

“Kvinderne på sjette sal” er et herligt miks af spansk lidenskab og fransk elegance, der fungerer som en opkvikkende modgift mod det ustoppelige gråvejr, som vi bydes på herhjemme i disse dage. Samtidigt med at instruktøren Philippe Le Guay får os til at grine over sine finurlige karakterer, skaber han også plads til en smule selvrefleksion uden at løfte sin pegefinger.

Paris i tresserne. Jean-Louis Joubert (Fabrice Luchini) forekommer ved første øjekast som en noget snerpet og kedelig mand, der med sin unge kone, Suzanne (Sandrine Kiberlain), to sønner på kostskole og sunde økonomi lever et relativt ubekymret, småborgerligt liv. Sådan er det faktisk også lige indtil en dag, hvor en flok spanske tjenestepiger flytter ind lige hen over familien Jouberts herskabslejlighed. De spanske herligheder forstår at sætte fut i fejemøget. Inden længe ramler de perfekte rammer, som især Suzanne ivrigt forsøger at opretholde. Særligt er det den unge, kønne tjenestepige Maria (Natalia Verbeke), som Suzanne ansætter, der skaber røre i andedammen. Intet synes at være det samme igen i familien Jouberts ellers hidtil uforanderlige hverdag.

“Kvinderne på sjette sal” er instruktøren Philippe Le Guays første danske filmpremiere på trods af en snart 30 år lang karriere i hjemlandet. Og gudskelov for, at vi langt om længe får mulighed for at opleve hans finurlige univers herhjemme. Det er særligt den forrygende kontrast, der portrætteres imellem den franske, spidsborgerlige familie og de sprudlende og livlige spanske tjenestepiger, der underholder gevaldigt.

Fabrice Luchini brillerer i rollen som Jean-Louis. Lige som man går og tror, at han er en snobbet rigmand uden nogen form for charme eller lidenskab, sker der en tydelig transformation i hans karakter, da han stifter bekendtskab med de spanske tjenestepiger. Han går fra at være rastløs og drænet for energi til at være levende og passioneret. Karakteren Jean-Louis minder dog til tider en snert for meget om en af Luchinis tidligere roller i filmen “Paris” af Cédric Klapisch. Her spiller Luchini en halvgammel professor med en temmelig kedelig tilværelse, der finder en nyfunden glæde ved livet i mødet med en ung studine. Jean-Louis gennemgår den samme karakterudvikling, da han møder Maria. Påmindelser om, at man skal leve livet fuldt ud, er dog altid velkomne, og budskabet kommer især til udtryk i en rørende scene med Suzanne og hendes stramtandede veninder. Suzanne siger lige ud, at hun mener, de alle er døde væsener, og at de kunne bruge noget af den livsglæde, der sprudler på sjette sal. Det er et opsigtsvækkende øjeblik med en afsmag af tristesse, men også lidt sund selvrefleksion. Det bliver heldigvis ikke for tungt til at ødelægge filmens ellers gode, opløftende stemning.

Jorge Arriagada har gjort et mageløst job med musikken til “Kvinderne på sjette sal”. Han tager sin lytter med på en rejse, der byder på alt fra melankolsk strygermusik, som fremhæver det bedrøvelige herskabsliv, til magiske kærlighedsklokker, der eksempelvis ringer første gang, Maria koger et helt perfekt æg til Jean-Louis. Det er kræs for øregangene. Dertil er der også en munter scene, hvor alle tjenestepigerne danser rund i Jouberts lejlighed til tonerne af 60’er-hittet “Itsi bitsi petit bikini” af sangerinden Dalida, som er noget så charmerende.

“Kvinderne på sjette sal” er en rigtig feel good-film på fransk manér. Det er underholdning af den subtile slags, hvor humoren skal findes i detaljerne. Jean-Louis er klart omdrejningspunktet for historien, og Fabrice Luchini synes skræddersyet til rollen. Filmen fortæller som sådan ikke noget, vi ikke har hørt før, men dens uhøjtidelige og komiske univers er afgjort et syn værd for alle dem, der måtte have en forkærlighed for sprælske señoritaer og pariserstemning.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Paris, 1960. Jean-Louis Joubert lever en rolig, men også småkedelig bourgeoise-tilværelse med sin kone, der nok sværger til selskabslivets lyster, men som ellers sætter en dyd i den perfekte orden indenfor hjemmets fire vægge. Arbejdet på kontoret passes til punkt og prikke, børnene går på kostskole og kommer kun hjem til højtiderne. Men en dag sættes den perfekte ramme over styr, da en flok spanske stuepiger flytter ind på tjenestepigernes sjette sal ovenover ægteparrets herskabslejlighed: Teresa, Carmen, Dolorès, Concepción og hendes kønne unge niece Maria, der netop er ankommet fra Burgos. Jean-Louis er lykkeligt uvidende om, at han snart skal drages ind i stuepigernes verden, og at han står foran en fuldstændig omvæltning af sin trygge og hidtil uforanderlige dagligdag.