Kvinderne på sjette sal
Udgivet 12. okt 2011 | Af: Sarahih | Set i biografen
“Kvinderne på sjette sal” er et herligt miks af spansk lidenskab og fransk elegance, der fungerer som en opkvikkende modgift mod det ustoppelige gråvejr, som vi bydes på herhjemme i disse dage. Samtidigt med at instruktøren Philippe Le Guay får os til at grine over sine finurlige karakterer, skaber han også plads til en smule selvrefleksion uden at løfte sin pegefinger.
“Kvinderne på sjette sal” er instruktøren Philippe Le Guays første danske filmpremiere på trods af en snart 30 år lang karriere i hjemlandet. Og gudskelov for, at vi langt om længe får mulighed for at opleve hans finurlige univers herhjemme. Det er særligt den forrygende kontrast, der portrætteres imellem den franske, spidsborgerlige familie og de sprudlende og livlige spanske tjenestepiger, der underholder gevaldigt.
Jorge Arriagada har gjort et mageløst job med musikken til “Kvinderne på sjette sal”. Han tager sin lytter med på en rejse, der byder på alt fra melankolsk strygermusik, som fremhæver det bedrøvelige herskabsliv, til magiske kærlighedsklokker, der eksempelvis ringer første gang, Maria koger et helt perfekt æg til Jean-Louis. Det er kræs for øregangene. Dertil er der også en munter scene, hvor alle tjenestepigerne danser rund i Jouberts lejlighed til tonerne af 60’er-hittet “Itsi bitsi petit bikini” af sangerinden Dalida, som er noget så charmerende.
“Kvinderne på sjette sal” er en rigtig feel good-film på fransk manér. Det er underholdning af den subtile slags, hvor humoren skal findes i detaljerne. Jean-Louis er klart omdrejningspunktet for historien, og Fabrice Luchini synes skræddersyet til rollen. Filmen fortæller som sådan ikke noget, vi ikke har hørt før, men dens uhøjtidelige og komiske univers er afgjort et syn værd for alle dem, der måtte have en forkærlighed for sprælske señoritaer og pariserstemning.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet