FilmenSelvom man kan synes at Coen-brødrene altid har hyldet andres film og lavet remakes af gamle film, som aldrig har eksisteret, er “The Ladykillers” deres første officielle remake. Men beslutningen om at genindspille og ære en bestemt film betyder også, at brødrene denne gang har holdt sig inden for en nogenlunde bestemt ramme, og “The Ladykillers” fremstår derved som en film der er mere lige ud af landevejen end for hvad man normalt ser fra Joel og Ethan Coen.

Til filmens vellykkede elementer hører Tom Hanks, der spiller professor Goldthwait Higginson Dorr, som er den absolutte ordfører for filmens bande af småforbrydere. Hanks er udstyret med falske tænder og spytter sig med stor elegance igennem kringlede og pompøse sætninger. Det er ikke fordi professoren konstant kører i højeste gear, men om det er hans burleske sprogblomster eller meget dårlig form for humor eller noget helt tredje, er der hele tiden et eller andet forunderligt og underholdende ved hans person. Hanks’ præstation er herlig overdreven og endnu et bevis for, at manden er en mangesidet og fremragende skuespiller.

Resten af banden består ligeledes af fjogede figurer, men de er papirtynde og har kun en vittighed i sig. Irma P. Halls portræt af den gamle kone som ejer huset er derimod fuldt ud på højde med Hanks’. Der kommer tilstrækkelig mange sjove episoder ud af forholdet mellem den hårdføre dame og den vattede professor til at redde filmen fra det ligegyldige. Filmens miks mellem en sort humor og underlige skabninger fungere fint, men desværre indeholder “The Ladykillers” også en række rutinemæssige vittigheder og trætte pruttejokes, som betyder at filmen får sig et kedeligt skær af genkendelighed, hvor man til tider kommer i tvivl om filmen nu også er instrueret af brødrene Coen…

Filmens plot er meget simpelt, men den enkle historie har ikke tidligere afholdt Joel og Ethan Coen fra at lave interessante film. Det beviser bl.a. “The Big Lebowski” og “The Man Who Wasn’t There”, som begge er udstyret med enkle plots, men som også bevæger sig ud over rammerne for hvad en bowlingfilm og en film-noir fortælling normalt skal indeholde, og ligner derfor ingen anden film. Det gør “The Ladykillers” derimod. Den ligner både “Small Time Crooks” og “Welcome to Collinwood”, samt naturligvis det faktum, at det er en genindspilning af en tidligere film.

Coen-brødrene har altid gjort brug af andres ideer i deres egne film, og det er også det ideen om en genindspilning bygger på. Men hvor den første form for inspiration giver friere hænder, kræver den direkte genindspilning at man arbejder inden for fastere rammer, som giver mindre plads til afvigelser. I “The Ladykillers” findes excentriciteten bl.a. i Hanks’ figur, men den overleverede historie er uden de vanvittige afvigelser, som normalt gør Coen-brødrenes film til en speciel oplevelse. Et pudsigt paradoks som forhåbentligt betyder, at brødrene har lavet deres sidste remake.

VideoFilmen er gengivet i 1.85:1 anamorphic widescreen og har generelt et meget skarpt billede, som til tider også er lidt for lyst, hvilket betyder, at hudfarverne kan virke for blege. Men ellers er detaljeringen rigtig god og i aftenscenerne er de mørke toner rigtig flot gengivet.

AudioLydsporet er Dolby Digital 5.1. Lyden er frontbaseret og fungerer uden de store armbevægelser. Det bedste aspekt ved lydsporet er musikken, som har en robust kvalitet, men ellers er lydarbejdet på det jævne og separationsmæssig hvad man kan forvente sig af en dialogpræget film.

EkstramaterialeEkstramaterialet er sparsomt og indholdsmæssigt noget tyndt. “The Gospel of the Ladykillers” viser to af filmens gospel-numre i fuld længde, og “Danny Farrington: The Man Behind the Band” er et program om manden der lavede musikinstrumenterne som optræder i filmen, men som ingen er kloge nok til at spille på. “The Slap Reel” er en lang række klip hvor Irma P. Hall hygger sig med at uddele slag til Marlon Wayans.