Last Castle, The
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 7. nov 2002 | Af: filmz-Kedde | Set på DVD
Filmen, der både rejser spørgsmål om, hvorvidt de amerikanske militærfængsler lever op til nutidens normer, samtidig med at den så fremragende skildrer opgøret mellem de to stædige hunde, inspektøren og fangen, efterlader et stærkt indtryk at to markante personligheder.
Desværre er er ikke så meget nyt over filmen. Man savner lidt en udvidelse af plottet, så det ikke kun drejer sig om d’herrers indbyrdes magtkamp. Det kunne have været medvirkende til at gøre filmen endnu mere fængende, hvis man havde brug lidt energi på, at udvide historien med et par små twists.
Oberst Winters, der så fremragende portrætteres af James Gandolfini, styrer sit fængsel efter sit eget hoved. Koste hvad det koste vil… og det er en fanges liv i ny og næ. Gandolfini, som de fleste nok kender som mafia-bossen Tony Soprano, vokser for hver en rolle han får. Hans mimik og kropssprog fuldender rollen, og efterlader et indtryk af, at han aldrig har lavet andet end at styre et militærfængsel.
Gandolfini spiller i The Last Castle overfor ingen ringere end Robert Redford, der bare bliver ved og ved med at levere flotte præstationer.
I rollen som general Eugene Irwin ser vi ikke en Redford i absolut topform, men med momenter af det vi har set ham vise tidligere. At kalde det en rutinepræget præstation vil også være synd, men man kunne rimeligvis nok have forventet bare en anelse mere fra hans side.
Instruktøren oplyser i bonusmaterialet, at alle biroller er castet udfra ønsket om, at alle de medvirkende skulle føle netop deres rolle var noget for sig. Samtidig med at de skulle mærke suset, ved at arbejde sammen med en skuespiller af Robert Redfords format. Derfor findes der også debuterende skuespillere, sågår enkelte med pletter på straffeattesten. Alt for at give et autentisk præg.
Især gør Clifton Collins Jr. det fabelagtigt i rollen som Irwin’s ”hundehvalp”, den underdanige og temmelig usikre Aguilar. Det lykkedes på imponerende vis at skildre en personlighed, der mangler en støtte, og finder den i generalen.
Hele vejen igennem filmen ser vi flotte skuespilspræstationer, og der er egentlig ikke noget at sætte en finger på dér.
Det sidste års begivenheder har fået amerikanerne til nærmest at gudedyrke deres flag, hvilke vi også får en smagsprøve på i filmen her. Det er lidt for meget nationalisme, som vi i udlandet godt kunne have undværet. Men dog ikke nok til at ødelægge indtrykket, af en vellykket og spændende film.
Havde man skrevet manuskriptet med lidt mere originalitet og nytænkning, havde det trukket lidt op i den samlede vurdering. Dog ændrer det ikke på, at ”The Last Castle” er en ganske vellykket film, stærkt domineret af en fabelagtig James Gandolfini.
Det ændrer nu ikke ved at det er et yderst fornemt billed-transfer vi har med at gøre. Farverne er flotte, selvom de mest er holdt i en kold blå farve. Der er ingen former for smuds eller grums, og det er kun minimalt at man lægger mærke til den frygtede “edge enhancement”.
Helt igennem flot.
Dolby Digital 5.1 lydsporet er et godt lydspor, der imponerer med god dynamik og subwoofer i action-scenerne… scenerne med helikopteren hen imod filmens slutning er ren kræs. I de mere stille scener er lyden ren og klar.
Dernæst er der et dokumentarprogram om filmens tilblivelse. Det er et af de sædvanlige programmer, der gør lige så meget reklame som det er informativt.
Til sidst er der fraklippede scener i vanlig stil og filmens trailer.
Alt i alt er det ikke en overvældende omgang ekstra materiale, men der er hvad der bør være, og kvaliteten er helt i orden.
The Last Castle er en udemærket film med blændende skuespil. På den tekniske side er udgivelsen helt i trit med standarden i dag, så der er ikke noget klage over der.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet