Hannah Montana – nu som tåreperser

Man skal naturligvis forsøge at nærme sig en film uden forventninger, men efter sidste uges horrible Nicholas Sparks-filmatisering “Dear John” gik jeg til denne uges ditto med omtrent den samme begejstring som en laboratorierotte til et medicinforsøg.

Så slem som “Dear John” er “The Last Song” dog langt fra, men ligefrem god vil det også være svært at betegne den. I hovedrollen har den “Hannah Montana”-sangeren Miley Cyrus, der her forsøger sig med en mere krævende rolle. Hun spiller den kronisk surmulende teenager Ronnie, hvis forældre er blevet skilt, og som får endnu mere at mugge over, da hun skal tilbringe sommeren hos sin far – spillet af Greg Kinnear – som hun stadig bebrejder for skilsmissen.

Hun er i det hele taget ved at flyde over med indre teenagervrede og går langs stranden i uklædeligt sort tøj, da hun møder den labre strandløve Will. Han taber sin milkshake udover hendes depressionsklæder og ligger derved grobunden til en spirende romance. Kort efter finder Ronnie en udsat skildpadderede, og da hun ringer til den lokale dyrebeskyttelse, dukker den solbrændte Will minsandten atter op. Der er kort sagt gjort klar til den helt store postkortscene med parret, der ømt læner sig mod hinanden i solnedgangen, mens nuttede små skildpaddeunger udklækkes og forsigtigt kravler af sted over strandsandet.

I hovedrollen er Miley Cyrus ikke ligefrem ved at vælte nogen bagover med sit enorme skuespiltalent, men hun har dog en vis naturlig kejtethed, som historien nyder godt af, og fremstår som en, man faktisk godt kunne møde på stranden. Det omvendte gør sig gældende for Liam Hemsworth, der ganske vist spiller glimrende, men som har sine afblegede tænder og sixpack imod sig og mere ligner en coverboy fra “Playgirl” end noget andet. Det viser sig ikke overraskende, at han er fra en stenrig familie, hvilket fører til de klassiske komplikationer, da hans forældre selvsagt er nogle kolde skiderikker.

Problemerne hober sig i det hele taget op i filmens anden halvdel, således at det næsten nærmer sig det farce-agtige. Stakkels Ronnie skal slås med de skilte forældre, et usikkert studievalg, Wills intrigante ekskæreste, en kriminel strandbums, beskydninger om tyveri og byens mistanke om, at det måske var hendes far, der i sin tid satte ild til den lokale kirke. Og det er endda kun begyndelsen på hendes kvaler. Som resultat bliver håndteringen ofte så henkastet, at filmen bliver mere sæbeopera end romantisk drama. Til gengæld afhjælpes historien gevaldig af Greg Kinnear, der som Ronnies far leverer en ganske formidabel præstation og håndterer det kulørte materiale med en nærmest heroisk soberhed, der er lige ved at gøre løjerne troværdige. Man ville gerne have set ham i en bedre film.