The Little Death
Udgivet 21. jul 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det begynder nærmest uskyldigt i den australske komedie “The Little Death”. Et nærbillede af en fin, lille fod. Foden tilhører den pæne middelklassepige, Maeve. Inden længe er selv samme fod begravet i gabet på Paul, Maeves kæreste, som slubrer indholdet af sin udkårnes fodtøj i sig, som var det østers. Maeve kan ikke lade være med at grine. Det er lidt fjollet. Men ganske uskadeligt. Manden er glad for fødder. Maeve selv?. Hun fantaserer om at blive voldtaget. Og den er altså sværere at sluge end en størrelse 44, mener Paul. Men som den opmærksomme, behagesyge mand, han er, forsøger han at finde en måde, hvorpå han kan opfylde Maeves ønske. Og dermed sætter han gang i en række begivenheder, hvor flere separate plots – og seksuelle tilbøjeligheder – krydser hinanden. Desværre uden at ende ud i noget, der forløser den dumme udløsningsfilm.
Til at begynde med ligner “The Little Death” ellers et provokerende og fordomsfrit forsvar for den seksuelle frigjorthed og lysternes mangfoldighed. Men den tanke manes hurtigt til jorden, når der toner et skilt frem på skærmen med en lille diagnoselignende definition, hver gang en ny lyst viser sig hos en af karaktererne. Alt skal straks påklistres et mærkat og proppes i en kasse. Mere frisindet er det altså heller ikke. Det bliver efterhånden også klart, at nogle af karakterernes tilbøjeligheder er svære at forsvare. Pludselig ligner det snarere en løftet pegefinger, der formaner om, hvor let man kommer på afveje, når man navigerer gennem tilværelsen med liderligheden som GPS.
“The Little Death” vil gerne være provokerende og udfordrende. Det fremgår tydeligst i de voldsomt ubehagelige, grænseoverskridende scener, hvor det iscenesatte voldtægtsforsøg løber løbsk. I de scener leder Lawson efter humoren i noget, der bestemt ikke er oplagt morsomt. Men hvor vil han hen, når først grænsen er overskredet? Det er svært at gennemskue. Det er ikke en moralsk kritik, men en kritik af et dårligt manuskript, der ikke hænger sammen. De mørke og voldelige scener kædes sammen med mere traditionelle rom-com-eskapader, såsom akavede, seksuelle rollespil, men hvad har det med voldtægt at gøre?
Hvis man betragter “The Little Death” som en række adskilte sketches om usædvanlige lyster, så holder den vel en succesrate i omegnen af 50 %. Men den søgte multiplot-struktur, hvor de forskellige jokes forbindes på en doven og utroværdig måde, tilsyneladende uden anden ambition end at nå spillefilmslængde, trækker ned. Og så får voldtægtshumoren mig til at give Paul ret: Voldtægtsfantasien efterlader en dårligere smag i munden end en svedig fod.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet