Terror-franchisen er faldet

Gerard Butler er ikke typen, der nøjes med at slå sine fjender ihjel. Det kunne jeg ellers sagtens have levet med. De er trods alt terrorister på terror-tur til London. Væk med dem. Men Butler stiller sig ikke tilfreds med et simpelt selvforsvarsmord. I stedet vrider han sin slagterkniv med sadistisk velbehag, mens han holder en telefon op til terroristens skrigende mund, så hans bror i den anden ende af linjen kan opfange alle de fine, lydlige nuancer af det uhyggelige dødshyl. Alt imens USA’s præsident ser anerkendende til. Sådan hylder “London has Fallen” gang på gang vores laveste, mest ulækre impulser. Det er vist meningen, man skal juble over de retfærdiges hævn. Jeg havde nu mere lyst til at rejse mig og gå.

“London has Fallen” er efterfølgeren til “Olympus has Fallen” fra 2013. Ligesom “White House Down”, der udkom næsten samtidig, handlede den om et terrorangreb på Det Hvide Hus. “White House Down” var med afstand den mest underholdende af de to, men det er altså “Olympus”, der nu har fået sig en Europa-baseret sequel. Desværre. For ikke alene er den en racistisk, volds- og torturforherligende omgang propaganda for USAs gudgivne ret til at nakke hvem/hvor/hvornår/hvordan fanden, de vil. Den er også velsignet med uhørt dårlige skuespilpræstationer, doven dialog og discount-CGI-eksplosioner, der ikke er set værre på et biograflærred i dette årtusinde.

Handlingen er ikke andet end et tyndt påskud for at give den gas med lidt terror-sjov i Londons gader. Den britiske premierminister er død, og hans begravelse bliver hurtigt forvandlet til et terror-slagtehus for den vestlige verdens ledere. Europæerne er en flok hjælpeløse, hovedløse høns, der ikke magter at håndhæve de mest basale sikkerhedsforanstaltninger. Og hvis man er endnu mere eksotisk, så er man jo nok terrorist. Selv den lille, søde – men fareturende mørklødede – blomsterpige, der giver en hvid rose til den tyske kansler, ledsages af dyster underlægningsmusik. Det er bedst at være på vagt over for hele banden, forstås.

”Alle er terrorister, indtil det modsatte er bevist,” grynter Gerard Butlers snøvlende kødhoved af en Secret Service-agent, Mike Banning. Det er sådan “London has Fallen” fungerer. Den puster til frygten og til vreden, indtil den giver køl på al anstændighed og fejrer følelsen af at vride kniven rundt i sin modstanders maveregion. Det er til at brække sig over. Og næsten lige så slemt: Det er helt ufatteligt kedeligt. Forbilledet er 80’er-brag som “Die Hard”, men Gerard Butler er ingen Bruce Willis. Han har ingen charme. Ingen humor. Ingenting.

Når det skal være sjovt, så kravler præsidenten ud af det skab, hvor han har gemt sig for en flok terrorsvin. Han møder Butler, som leverer den dovne punchline: ”Det var på tide, du kom ud af skabet,” … Seriøst!? Det er det niveau, vi befinder os på. Hele tiden. Action-sekvenserne er udført med samme halvhjertede energi. Det er, som om folkene bag har tænkt, at publikum er villige til at æde hvad som helst, så hvorfor spilde tid og kræfter på at gøre det ordentligt? Når storbyens seværdigheder sprænges i luften, ser det så billigt og kunstigt ud, at jeg næsten sad og savnede – gys! – Michael Bay.