En lukket familiefest i stjernernes by

Det er de samme Hollywoodstjerner, der jokes til blandt Oscar-publikummet år efter år. Clooney, Clint eller Meryl. Det kan virke som en lukket fest, hvor rollerne går til en fra ‘familien’ igen og igen. Den tanke fører instruktør David Cronenberg ud i det ekstreme i “Maps to the Stars”, hvor Hollywood udstilles som et stort familiært bunkepul. Alle kender alle, og ham, du er gift med, er din bror. Sådan føles Cronenbergs satiriske familiefest også; som en film, der er til og sjovest for dem, den omhandler. Stjernerne.

Der går en lige linje fra Cronenbergs “Crash”, hvor perversionen fik fuld gas, når biler bevidst stødte sammen, over det psykoanalytiske portræt af Freud og Jung i “A Dangerous Method” til Hollywood-satiren i “Maps to the Stars”. Det handler om underbevidstheden. Om tabu. Liderlighed. Cronenberg kæder fornemmelsen af Hollywood som en lukket familiefest sammen med sin forkærlighed for perverse tabuer og Ødipus-forklaringer.

I den tredelte flettefortælling er Julianne Moores aldrende datter af en afdød stjerneskuespillerinde sjovest. Med forstørret botoxlæbe på en tank af Dalai Lama-selvhjælps-lommeuld har hun ét mål i livet. At spille sin mor. Så kan hun nemlig som en sand kunstner bearbejde det seksuelle overgreb moderen udsatte hende for som barn. Moore er bevidst overdrevet i sit spil, så de fabrikskunstneriske Hollywoodskuespillere får de satiriske tæv, som Cronenberg mener, de fortjener. Og det er mange!

I modsætning til Moores fallerede incestoffer så er drengeskuespilleren Benjie på vej til tops. I den fiktive “Bad Babysitter”-film var han et hit, men inden toeren kan komme på tale, vil filmselskabet lige tale med Benjie om hans narkomisbrug. Som 13-årig. Der er styr på det, forsikrer den kølige mor, der er gift og har født Benjie med sin bror, der er selvhjælps-nonsens-coach for Juliannes Moores karakter. Ringen er sluttet. Alle er i freudiansk Hollywoodfamilie med alle i en af de mest koldt kyniske film-om-film-film, jeg har set.

Det er det, der er ofte er David Cronenbergs problem. Han er meget for meget. Alt op i botoxfjæset. Mord, der begås med en gylden prisstatuette. Menstruationsblod på en hvid sofa. Men det er også det, jeg elsker ved Cronenbergs film. De liderlige bilsammenStød i “Crash” og det nærmest hadske forhold til sine Hollywood-egoister her i “Maps to the Stars”. Han hader dem så meget, at han kan gøre ved dem, hvad han vil. Få Robert Pattinsons wannabe-skuespiller til at kneppe Julianne Moore bagfra i en limousine, imens den vansirede kæreste knust ser på i det skjulte. Det er en kold og ækel satire, men den er til at holde ud, fordi alle i den er netop det – kolde og ækle.