Marcus & Martinus: Sammen om drømmen
Udgivet 25. jan 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Norsk film og tv er på alles læber i disse dage. “Skam” har gået sin sejrsgang i næsten samtlige unge hjerter i Danmark. “Kongens valg” var tæt på en Oscarnominering. Nu byder vores norske naboland så på deres bud på Justin Bieber – tvillingerne Marcus og Martinus. Det er dog så uinteressant, at den må Norge skam gerne beholde for sig selv.
Oasis var imidlertid præget af anholdelser, stoffer, druk og personlige problemer – Marcus og Martinus bliver bare trætte af at spille så mange koncerter. Jamen altså, hvor har de det dog hårdt. Noel og Liam Gallagher sloges som vanvittige – Martinus er genert under interviews, så Marcus snakker og stjæler billedet, og så bliver Martinus irriteret. Tilkalder nogen ikke snart gårdvagten?! De vinder ikke én af de tre priser, de er nomineret til. Bu-hu. Nu kender forkælelsen da snart ingen grænser.
Der er faktisk nogle interessante emner, som kunne være taget op. Bare spørg “Skam”. Marcus og Martinus har en far, som er et klasseeksempel på en forælder, der pacer sine børn. Selv om Marcus og Martinus er ved at tude over flere koncerter, så skal de smile og være professionelle, siger farmand. Men muligheden for et kritisk syn på hans rolle, inden disse to bliver til Amy Winehouse, bliver aldrig for alvor brugt. Det er ikke det, pigerne vil have.
Billetsalget er nemlig det vigtigste. Det føles, som om “Marcus & Martinus: Sammen om drømmen” udelukkende er produceret for at hive folkeskolepiger i biffen. Det er en hyldest til to fjortenårige drenge, som der er absolut intet spændende ved. Måske skal de vende tilbage om 10 år, når de har sloges, taget lige så mange stoffer og været anholdt som Oasis? Marcus og Martinus er sammen om drømmen, men det ender som et mareridt af en film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet