Et umage venskab

Med “Toy Story” i 1995 satte Pixar sig tungt og enerådigt på animationstronen i den ganske filmverden. Pixars blankpolerede og computeranimerede film kombineret med en nærmest urimelig dygtig indholdsside har sat standarden for, hvordan animation skal laves, hvor kun DreamWorks forsøger at halse efter. Lidt befriende er det derfor at stifte bekendtskab med den forfriskende gammeldags animationsfilm “Mary and Max”, der vender næsen væk fra den dygtige Pixar-strøm og tilbage imod en klassisk stop-motionstil, som vi kender det fra en evergreen som “Bjergkøbing Grand Prix”.

Fortællingen om Mary og Max’ venskab er hensat til en præ-internet æra i 70’erne og 80’erne, hvor man, hvis man skulle kommunikere over store afstande, sendte et godt gammeldags brev. 8-årige Mary er nysgerrig på livet, men et par fraværende forældre og manglen på venner gør, at hun ensomt må sidde alene og gruble over alle sine spørgsmål, imens hun indtager sin yndlingsspise, chokolade. Langt væk fra Marys forstadshjem i Australien sidder den menneskesky og mentalt ustabile 44-årige Max i New York. Udover chokolade som favoritindtag har han det tilfælles med Mary, at han er ganske venneløs. Ved et tilfælde modtager han en dag et brev fra Australien, hvor en ung pige tilbyder ham sit pennevenskab, hvilket over tid udvikler sig til et ganske særligt og både humoristisk såvel som alvorligt venskab – et af dem for livet.

Lige fra filmens start, hvor det varmt uskyldige musikscore behageligt skyller ind over en visuel side, der markerer sig ved en nærmest uhørt detaljerigdom, står det klart, at vi her har en filmisk fortælling med et stort og fantasifuldt overskud, der gør, at vi konstant har noget at betragte og beundre.

Beundringsværdigt er niveauet på de utallige jokes ligeså, der fremkommer i mødet mellem den naivt nysgerrig Marys mange spørgsmål og den kynisk livstrætte New Yorker Max’ svar på disse, der mest af alt bliver givet ud fra kold fakta end hensyn til modtagerens alder. Eksempelvis er der forskel på, hvor børn kommer fra – kristnes kommer med storken, alt imens ateistens kommer fra en prostitueret – værsgo’ Mary. Men uagtet den komiske sides høje niveau er det faktisk i de seriøse stunder, at der for alvor glimres, og enkelte tåre trilles. I første omgang er det dog ikke Max, der triller tårer, idet hans sygdom, der viser sig at være aspergers syndrom, gør, at han ikke kan græde og rigtig føle. I sådan en situation er gode råd typisk dyre, men Mary sender straks en pakkepostet løsning – hendes egne tåre på flaske. Herfra er der ikke et øje tørt, hverken Max’ eller vores.

Venskabet er dog langt fra uproblematisk – det afstedkommer både vrede og sårede følelser. Men det er netop i disse voldsomme følelsers vold, at det står klart, at der er tale om et sandt venskab, der kan skabe de følelser, et ensomt liv er foruden. Et pennevenskab, der på skrift behandler store emner såsom ensomhed, psykisk sygdom, mobning, selvhad og social fobi. Endeligt går der ikke Disney i den i “Mary and Max” – der er ingen lette løsninger og entydige happy ends, men udelukkende velment venskabelig varme og et godt råd fra Mary til Max skrevet i chokolade: ”Elsk dig selv først.”