Ideologiske tigerspring

Det er nok de færreste, der vil være uenige i, at Wachowski-brødrene redefinerede science fiction universet, da de bragede igennem den audiovisuelle mur med den uovertrufne “The Matrix” for knap ti år siden. Filmen blev med rette skamrost for det velartikulerede manuskript kombineret med et visuelt overflødighedshorn og fik Neos kamp mod indre som ydre dæmoner til at se så legende let og endda en smule overlegent ud.

Siden har de to brødre – Andy og Larry – haft knap så let ved at finde den uforlignelige rytme, som med et trylleslag gjorde de to avantgardistiske kunstnere og filosofisk tænkende filmmagere til feterede og højagtede koryfæer. To opfølgende mastodonter tiltænktes at stille folkets sult, men mens “The Matrix Reloaded” havde visse virkningsfulde og underholdende elementer, så røg “The Matrix Revolutions” ud af den forkerte tangent, og det er stadig svært at se, hvad der gik galt. Men galt gik det.

Med de nye tekniske landvindinger in mente hører det derfor ikke til årets største overraskelser, at mesterværket igen udkommer, denne gang med forbedrede billede- og lydmuligheder. I hovedrollen er Keanu Reeves, der er blevet synonym med filmen som sådan. Han er it-eksperten Neo, der i computerens guldalder til daglig fører et kedsommeligt kontorliv, mens fritiden har andre vidtstrakte rammer. Men virkeligheden er imidlertid ikke så åbenbar, som den tager sig ud, og angiveligt er det liv, der her leves, pakket ind i vat og bomuld, i vrangforestillinger og parallelverdener. Vi er nemlig i året 2199, og mangt og meget er hændt siden frihedens dage tohundrede år tidligere.

Fra offentligt hold var det nemmere at holde folket i skak ved at binde dem en historie på ærmet frem for at stå ved sandheden. Det ved oprørsgruppen anført af den karismatiske Morpheus – spillet af Laurence Fishburne – og det vil de gøre noget ved. Et orakel mener sågar, at Neo er den udvalgte hverdagsamerikaner, som har de evner og den indsigt, der skal til for at vælte det totalitære styre og sætte en ny dagsorden. Kun tiden kan vise, om det er tilfældet. “The Matrix” er en filosoferende film om valg og konsekvenser – skal Neo spise den røde eller den blå pille? Om at ændre utilfredsstillende forhold eller blot lade stå til. Og så er det en film om, hvor små vi i virkeligheden er i det store billede, når det kommer til stykket.

“The Matrix” udstråler et sjældent set visuelt know how, hvor ekspertisen hos de to brødre demonstreres i mønstre, der ligesom filmens tematikker og lommefilosofiske udredninger rummer uendelige lag. Legen med skygger og lys og den infame inspiration fra hedengangne film noirs er tydelig og ønskværdig. Historien har vist, at brødrene Wachowski ikke blot ramte noget i tiden dengang sidst i halvfemserne, da de satte tid og rum ud af spil, men derimod fødte en nyklassiker inden for sin genre. Alt harmonerer og går op i en højere enhed, når billede og lyd, manuskript og tematik smelter sammen i en uadskillelig masse, der rykker på så mange planer, at det vil være en hån mod filmen kun at afsætte tid til et enkelt gennemsyn.

I den altoverskyggende hovedrolle er naturligvis Neo, som på rekordtid tilkæmper sig fornødne færdigheder og igennem akrobatiske øvelser og ideologiske tigerspring kæmper mod statens efterretningsagenter, heriblandt Hugo Weavings Agent Smith. Men undervejs har han også tid til at høste kærlighedens druer og udvikle amorøse følelser over for medkombattanten Trinity. I rebellernes kamp for den uopnåelige frihed svæver de mellem flere parallelverdener, hvor eneste bindeled synes at være den klassiske fastnettelefon par excellence. Selve eksistensgrundlaget er til fals, og den indegroede frygt mange allerede går rundt med i dag er en realitet: maskinen har fået magten over mennesket.

“The Matrix” er en undergangsdystopisk saga, hvor tæppet rives væk under seeren. Filmen er et intergalaktisk syretrip i hjernen, men besidder ud over den veritable systemkritik, som er allestedsnærværende, en veludviklet humor, der ikke er af lårklaskende karakter, men ikke desto mindre afføder en smittende trækken på smilebåndet. Meget få værker stikker ud som uforglemmelige oplevelser fra det forrige årti. Dette er et af dem, der altid vil blive husket som noget revolutionerende, et tegn på nytænkning og nybrud inden for filmkunst. Det sidste bragte filmen i hvert fald selv med sig, al den stund mange siden har forsøgt med samme midler at skabe noget lignende. Indtil videre er ingen lykkedes med det forehavende.

Video

“The Matrix” oppebæres af et blændende visuelt look, hvor kun enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener skæmmer. Derudover er looket skarpt og både kontrast og farvetemperatur stabile faktorer, og så er der i øvrigt ikke tilfælde af hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger.

Audio

Også de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby True HD 5.1-lydspor er medvirkende årsager til det imponerende udtryk. Selv om dialogen ligger en smule lavt, så er den tydelig og præges ikke af overstyringer. Der er flere vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde, og underneden svæver en veludført atmosfære og et dynamisk soundtrack.

Ekstramateriale

Også ekstramaterialet vil formentligt stille sulten hos de fleste, når et visuelt kommentarspor giver holdet bag mulighed for at give deres besyv med, mens man ser filmen. Filmens musikalske lydside forefindes desuden i en jukebox, og så er det muligt at se alskens trailere for “The Matrix” samt Marilyn Manson i musikvideoen “Rock is Dead”. Væsentligst er dog de knap fire timers bag om kameraet-optagelser og featuretter, som igennem interviews, filmklip og optagelser på settet tegner et fortættende billede af filmen, historien bag, produktionen, koreografien, special effects og meget, meget mere. Et imponerende supplement til en uovertruffen film.

Jeg husker stadigvæk tydeligt, da jeg i sin tid for første gang så en tv-reklame for “The Matrix”… En ældre mand med et sæt mørke solbriller ytrer i et særdeles dybt toneleje: ”Unfortunately, no-one can be told what the Matrix is… you have to see it for yourself” – det virkede som et billigt pr-trick, og min første tanke var: ‘åh nej, “Johnny Mnemonic 2”‘! Men sandheden viste sig naturligvis at være en helt anden, og der gik ikke længe før jeg løb febrilsk rundt til alle jeg kendte (som, ligesom mig, havde været skeptiske overfor filmen, før de så den) og slæbte dem med ind i biografens mørke for at være vidne til denne store overvældende cinematiske begivenhed. På en eller anden måde lykkedes det “The Matrix” at trække millioner og atter millioner af mennesker ind i biffen, og filmen blev hurtigt til et enormt kulturelt mediefænomen. “The Matrix” kom ud af det blå og endte med at blive en af 90’ernes mest mindeværdige filmoplevelser.

Der er sandsynligvis ikke én eneste person der læser denne anmeldelse, som endnu ikke har set filmen. Derfor er der ikke grund til at spilde plads på en længere redegørelse for plottet. “The Matrix” er essentielt et interessant og opfindsomt mix af moderne dystopisk cyberpunk litteratur, japansk anime og manga, klassisk Kung-Fu action og adskillige passager fra Bibelen. Det lykkedes instruktørerne Larry og Andy Wachowski at kombinere alskens filmiske genrer på en original og tankevækkende måde. Det var blandt andet takket være “The Matrix”, at 1999 blev til et af de største og bedste filmår i årtier. Nogle vil måske mene, at “The Matrix” ikke er andet end blot en relativt flot action-film med en anelse retorisk lommefilosofi drysset på som glasur, men det er bestemt ikke sandt. “The Matrix” er noget så sjældent som en intelligent science-fiction thriller med interessante personer, som ikke jager af sted i fuld fart for at kunne komme i gang med action-sekvenserne så hurtigt som muligt. “The Matrix” tager sig sin tid til at bygge op, og det gør kun hele filmoplevelsen mere berigende for publikum.

Mht. skuespillerne er der desværre ingen vej udenom, at Keanu Reeves er en lidt stivbenet og kedelig skuespiller (faktisk ville han egne sig perfekt til at spille en Terminator). Men Reeves’ stive mimik og attitude passer perfekt til hans rolle her i “The Matrix”, så hans tilstedeværelse kommer aldrig til at virke irriterende eller distraherende, selvom den måde han leverer sine replikker på engang imellem godt kan virke en anelse ufrivilligt morsom. Hugo Weaving skiller sig ud i rollebesætningen som Agent Smith, en af de mange grufulde og øjensynligt udødelige agenter i ‘The Matrix’.

Det er tydeligt at “The Matrix” er gennemført helt ned til den mindste detalje, hvilket selvsagt er en af grundene til, at filmen fuldt ud fortjent vandt alle de 4 Oscars, den var blevet nomineret til tilbage i år 2000. Noget af det eneste “bag kameraet” som virker en anelse uinteressant, er Don Davis’ musik, som er en lille smule for ensformig og monoton til at efterlade noget varigt indtryk. Men der er nok ingen teenagere i dag, som ikke øjeblikkeligt ville kunne nikke genkendende til Don Davis’ musikalske Matrix-tema, og det er da alligevel noget af en bedrift.

En af de ting som nok har gjort filmen så populær er at fortællingen om individets (i dette tilfælde: Neo) kamp imod det store totalitære samfund (i dette tilfælde: The Matrix) hverken føles grandios eller påklistret. Vi kan med lethed relatere os til det forvirrede individ som kæmper for at klare skærene. Dette er også en af grundene til, at de to første “Terminator” film er så fængende, fordi man, på trods af størrelsen af filmens kanvas og dennes fantastiske natur, stadig kan relatere sig selv til disse menneskelige karakterer. De føles ægte, og selvfølgelig også fordi det giver publikum en god følelse at vide, at individets kamp ikke er forgæves, ligegyldig eller ineffektiv, og at et øjensynligt tilfældigt menneske kan gøre en forskel i den hårde dagligdag. Der er bestemt ikke mange film af denne slags, som formår at efterlade et sådant indtryk på publikum. Det har “The Matrix” gjort, og det er sandsynligvis et indtryk, som vil blive husket i mange år endnu.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen.
Filmens fotograf, Bill Pope, formåede at give hele filmen et særligt visuelt grønligt look, hvilket billedmæssigt får filmen til at virke en anelse farveløs og kold, hvilket klart er i filmens favør. Det gør det dog også en lille smule svært at bedømme kvaliteten af billedet på denne DVD. Men alt i alt er der tale om en særdeles imponerende billedside. Kontrasten er en sjælden gang imellem en anelse for høj, og i en håndfuld af filmens talrige dunkle sekvenser virker billedet en anelse grynet og blødt, men alt andet ved denne billedside er i skønneste orden.

AudioEt glimrende og eksplosivt Dolby Digital 5.1 lydspor formår virkelig at omslutte seeren med talløse voldsomme og heftige lydeffekter fra alle sider. Af og til kunne man godt ønske sig lidt mere aktivitet i baghøjtalerne, men kvaliteten af lydsporet er stadig ligeså umådelig imponerende i dag, som det var for 4 år siden da DVD’en oprindeligt udkom. Den famøse ‘lobby scene’ er naturligvis DVD’ens auditive højdepunkt.

EkstramaterialeFørst og fremmest indeholder DVD’en en række tørre facts om filmens skuespillere og primære bagmænd. “Making The Matrix” er en ganske fin 26-minutter lang dokumentar om filmen. Er man dog blandt de 2-3 danskere som endnu ikke har set filmen, anbefales det at man venter med at se denne dokumentar, da den afslører en hel del saftige detaljer om filmens plot, som ikke bør afsløres, hvis man endnu ikke har set filmen.

“What is Bullet-Time” er et 6-minutter-langt ‘easter egg’ om (som titlen antyder) filmens revolutionerende ‘bullet-time’ computereffekter (marker den røde pille i ‘The Dream World’ undermenuen for at se den). DVD’en indeholder også endnu et lille gemt ‘easter egg’ videoklip.

“Follow the White Rabbit” (eller “Følg Den Hvide Kanin”, som funktionen hedder på dansk) er en unik DVD-feature som mange DVD-udgivelser sidenhen har udnyttet sig af (“Monty Python and the Holy Grail” DVD’en havde eksempelvis en morsom ‘Follow the Killer-rabbit’ funktion). Hvis denne aktiveres, dukker der adskillige gange i løbet af filmen en rød pille op på skærmen, som så kan markeres ved hjælp af fjernbetjeningen, hvilket giver én adgang til adskillige mindre ‘behind-the-scenes’ video-klip, som alle har at gøre med forskellige aspekter af filmens tilblivelse.

Desværre indeholder DVD’en ikke det ganske gode kommentarspor med Carrie-Anne Moss, klipperen Zach Staenberg og special-effects supervisor John Gaeta, som den amerikanske Region-1 udgave af DVD’en indeholder. Heller ikke ‘isolated-score’ lydsporet på Region-1 udgaven (som udelukkende indeholder al Don Davis’ musik til filmen og enkelte kommentarer fra manden i pauserne mellem numrene) er at finde på den europæiske udgave af DVD’en. I stedet er vi så heldige her i Danmark, at vi får et tysk Dolby Digital 5.1 lydspor. Jubii!

Sætter man DVD’en i sit DVD-ROM drev finder man en håndfuld ekstra ting og sager at rode med, inklusiv filmens manuskript og adskillige storyboards.

Filmen taget i betragtning er dette en ret skuffende bunke ekstramateriale. Warner Brothers valgte heldigvis senere at udgive den glimrende dokumentar “The Matrix Revisited” på DVD, så hvis man føler sig en lille smule snydt af denne udgivelse, er “The Matrix Revisited” bestemt et kig værd.

OverallHvad kan siges om “The Matrix”, som ikke allerede er blevet sagt? “The Matrix” har helt fortjent opnået status som en af nyere tids mest populære og opsigtsvækkende science-fiction sagaer. Selv om mængden af ekstramateriale på DVD’en er skuffende, så er det et faktum, at ingen DVD samling er komplet uden “The Matrix”.