Mig før dig
Udgivet 1. jun 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det handler om tallet to. Dualitet. Dig og mig. Kvinde og mand. Fattig og rig. Krop og hjerne. Det står klart lige fra den todelte åbning af “Mig før dig”. Han vågner i hvide lagner til en perfekt kvinde. Hun er derimod på dårligt betalt caféarbejde i gule strømpebukser. To verdener. Han mister følelsen i sine ben, hun mister sit job. Sam Claflin og Emilia Clarke. To skønne skuespillere, der nu forenes i en mindre skøn film.
For det er vanskeligt at tro på, at før Jojo Moyes skrev sit romanforlæg, at hun så ikke har set film som “En duft af kvinde”, “De urørlige”, “Teorien om alting” eller “Min venstre fod”. Det ved jeg, hun har. For det gør “Mig før dig” selv klogeligt opmærksom på. Med et glimt i reference-øjet gøres der sjov med, at den her krøbling giver den som Daniel Day-Lewis fra “Min venstre fod” eller Stephen Hawking, som fik liv af Eddie Redmayne i “Teorien om alting”. Derfor kan det også undre, at så selvbevidst en film gør præcis som de andre.
Den stive forudsigelighed forsødes dog af et sjældent godt cast. Clarke opleves oprigtig livsglad i liga med Sally Hawkins’ glædesspreder fra “Happy-Go-Lucky”. Selv birollen som hendes kæreste, kroppen, der hellere vil løbe langt end at lytte til hende, som krøblingen gør det, er med ægte nuance. Det får handlingen næsten også, da den halvvejs knækker til fordel for en alvorlig diskussion om aktiv dødshjælp i Schweiz, som danske “I dine hænder” gjorde det for et år tilbage med nok en bitter krøbling i kørestol.
Til tider glemmer “Mig før dig” næsten, at den er en TOtal skematisk størrelse. Når Emilia Clarke ægte lever med sin flotte krøbling. Men så husker den igen og får Claflin til at minde om, at ”du har kun ét liv.”. Og var jeg i tvivl om, hvornår det er meningen, at det er rørende, så synger Ed Sheeran det til mig i endnu en musik-montage: Loving can hurt. Det gør helt ondt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet